Det er ikke mere end et par uger siden, EU-Kommissionen fremlagde sit forslag til forenkling af bæredygtighedslovgivningen i Europa, det såkaldte Omnibus-forslag.
Forslaget vakte glæde hos EjendomDanmark, da forenkling og præcisering af den grønne lovgivning fra EU er noget, EjendomDanmark har efterspurgt længe, så virksomhederne får lettere ved at navigere i den bæredygtige omstilling.
Men det satte også gang i en lavine af spørgsmål fra virksomhederne om, hvad det vil få af betydning for dem efter at have arbejdet i én retning i længere tid. Nu er der dog hjælp at hente til at forstå det nye lovforslag.
Virksomhedsguiden har nemlig samlet et overblik over Omnibus og de centrale ændringsforslag samt hvilken betydning ændringer kan have for virksomhederne i Europa.
Hvad er Omnibus?
Omnibusforenklingspakken er en del af EU’s indsats for at mindske bureaukratiet og give virksomheder mere tid til den grønne omstilling. Den blev præsenteret af EU-Kommissionen den 26. februar 2025 og indeholder en række tiltag, der skal lette rapporteringsbyrden og gøre kravene mere overskuelige.
De justerede krav vil blandt andet betyde:
- Lempelse af rapporteringskrav: Kun virksomheder med over 1.000 ansatte skal fremover rapportere om bæredygtighed, hvilket fritager mange virksomheder fra omfattende dokumentation.
- Udskydelse af deadlines: Krav til due diligence i værdikæden udskydes, og virksomheder får længere tid til at implementere nye rapporteringsstandarder.
- Forenkling af EU-taksonomien: Rapporteringen af bæredygtige aktiviteter gøres mere overskuelig for virksomheder.
- Mindre byrde for SMV’er: Mindre virksomheder kan forvente en reduktion af administrative byrder på op til 35 %.
Klik her for at gå til Virksomhedsguiden og læse mere.
Vi følger udviklingen nøje og holder dig informeret om, hvad de nye EU-regler betyder for ejendomsbranchen.