/ Nyheder / Ny finanslovsaftale prioriterer klimasikring og økonomisk stabilitet

Ny finanslovsaftale prioriterer klimasikring og økonomisk stabilitet

Regeringen og Det Konservative Folkeparti er netop blevet enige om Finansloven for 2026. EjendomDanmark ser positivt på aftalens fokus på klimasikring og de stabile udsigter for dansk økonomi.

Af

Foto: Jens Rosenfeldt/ EjendomDanmark

Regeringen og Det Konservative Folkeparti har netop præsenteret Finansloven for 2026, der blandt andet indeholder afgiftslettelser på el, kaffe og chokolade.  

Som ejendomsbranchens samlede organisation hæfter EjendomDanmark sig særligt ved, at aftalen har fokus på økonomisk stabilitet og forudsigelighed. 

”Det er helt afgørende, når det handler om investeringer og opførelsen af fremtidens boliger. Derfor er vi glade for, at finansloven fastholder en stabil kurs for dansk økonomi og skaber ro om de rammer, der skal til for at bygge de boliger, vi har så stort behov for,” siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark. 

Foruden afgiftslettelser indeholder aftalen også en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget for seniorer, en udskydelse af afgiftsstigningen på el-biler og en ny fond til klimasikring af private boliger. 

Fokus på klimasikring er nødvendigt 

Med den nye klimasikringsfond bliver der sat penge af til at beskytte udsatte ejendomme og bevare historiske bygninger mod konsekvenserne af ekstremt vejr. 

”Det giver god mening at sikre ejendomme i de områder, der er mest udsatte – det er et nødvendigt første skridt. Det er mit håb, at indsatsen også kan komme de lokale erhvervsdrivende til gode, og vi opfordrer til, at erhvervslivet bliver tænkt med ind i de kommende puljer,” siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark, og tilføjer: 

”Der er brug for en samlet, national plan for klimatilpasning, der ser på både regnvand og havvand.” 

Med finanslovsaftalen lægges der også op til en større indsats for regelforenkling og byrdelettelser for erhvervslivet. EjendomDanmark vurderer, at det – særligt i forhold til overimplementering af EU-regulering – er afgørende at reducere de administrative krav til virksomhederne og hilser initiativet velkomment på branchens vegne.