De fleste huslejer reguleres hvert år med årsstigningen i nettoprisindekset, og denne stigningstakt har det seneste års tid ligget på omkring 2 procent. I marts 2026 var stigningstakten præcis 2,0 procent, så en udlejer, som fx regulerer huslejer i juni på baggrund af nettoprisstigningen i marts, kan altså hæve lejen med 2,0 procent.
Lav inflation efter bortfald af elafgift
I medierne og i resten af samfundet er det ikke nettoprisindekset (NPI), som er i fokus, men derimod forbrugerprisindekset (CPI). Årsstigningstakten i forbrugerprisindekset kaldes ofte for inflationen. De to indeks følger normalt hinanden tæt, men siden årsskiftet har forbrugerprisinflationen ligget næsten 1 procentpoint under stigningen i nettoprisindekset efter et markant fald i forbrugerprisinflationen.
Faldet skyldes primært, at afgiften på elektricitet faldt næsten helt bort ved årsskiftet, hvilket gav et stort fald i elprisen. Udlejere kan altså glæde sig over, at selvom inflationen er faldet og fx i marts lå på kun 1,2 procent, kan huslejen stadig forhøjes med 2,0 procent.
Både nettopris- og forbrugerprisindekset opgøres af Danmarks Statistik, og forskellen på de to indeks er, at priserne i nettoprisindekset er fratrukket skatter og afgifter. Så selvom elafgiften blev fjernet, og elprisen faldt ved årsskiftet, slår det ikke igennem i nettoprisindekset.
Udlignes ved årsskiftet
Situationen med højere nettopris- end forbrugerprisinflation vil dog ikke vare ved. Selvom elafgiften ikke bliver genindført, vil inflationen stadig springe op igen ved næste årsskifte. Det skyldes, at inflationen opgøres som stigningen i forbrugerprisindekset sammenlignet med samme måned året før. Efter næste årsskifte sammenlignes altså to måneder, som begge ligger, efter at elafgiften blev fjernet.
Hvis elafgiften senere genindføres, sådan som det er planlagt at ske i 2028, vil forbrugerprisinflationen endda i ét år være højere end nettoprisinflationen. Det vil betyde, at udlejere ikke vil kunne regulere lejen lige så meget op, som inflationen (inklusive el afgiftsstigning) tilsiger.
Olieprisen afgørende
Mens vi venter på afklaring om, hvorvidt elafgiften genindføres, er det værd at bemærke, at den vigtigste enkeltstående faktor for udviklingen i inflationen på kort sigt er olieprisen. En højere verdensmarkedspris på olie og gas på grund af krig i Mellemøsten får de danske energipriser til at stige, og det fører til stigninger i både nettopris- og forbrugerprisinflation.
Denne artikel blev første gang bragt i magasinet Ejendom nr. 3, 2026 (juni)