/ Nyheder / Grøn omstilling: Brug for praktiske erfaringer, vidensdeling og værktøjer

Grøn omstilling: Brug for praktiske erfaringer, vidensdeling og værktøjer

Mens den grønne omstilling er på alles læber, mangler der viden, erfaring og konkrete værktøjer til at sætte skub i udviklingen inden for ejendomsbranchen. Det mener Torben BB Hansen, direktør i Vestegnens Boligadministration. Han har netop selv dannet sig sine egne erfaringer med solceller og jordvarme. En viden han nu vil sætte i spil over for de andels- og ejerforeninger, han administrerer.

Af

Torben BB Hansen foran den nye kontorbygning hos Vestegnens Boligadministration. Foto: Vestegnens Boligadministration

I 2021 blev Vestegnens Boligadministrations kontor udvidet med endnu en bygning. Torben BB Hansen havde brug for flere kvadratmeter og længe haft en drøm om at opføre en ejendom fra bunden. Samtidig ønskede han at afprøve og få erfaring med en række bæredygtige løsninger som solceller og jordvarme.

”Begge dele har vist sig at fungere rigtig godt. Min nye bygning er stort set energineutral, da størstedelen af mit el- og varmeforbrug bliver dækket ind af solcellerne og jordvarmeanlægget.”

Rådgivning om solceller

Erfaringen med solceller vil Torben BB Hansen blandt andet sætte i spil over for de ejer- og andelsboligforeninger, som Vestegnens Boligadministration administrerer.

”For eksempel har jeg en andelsboligforening på Nørrebro, der skal have udskiftet taget inden for de næste par år. Nu føler jeg mig bedre rustet til at rådgive dem om solceller. Noget jeg ikke havde været i stand uden de praktiske erfaringer fra min egen bygning.”

Behov for vidensdeling

Netop praktisk erfaring er ifølge Torben BB Hansen helt afgørende, hvis ejendomsbranchen skal bidrage til den grønne omstilling. Her savner og efterlyser han, at branchen bliver bedre til at dele både viden og værktøjer til, hvordan branchen på et helt praktisk niveau kan bidrage til at fremme den grønne omstilling.

”Jeg har tit deltaget i konferencer, hvor bæredygtighed og den grønne omstilling er omdrejningspunktet. Men her bliver der ofte malet med den brede pensel på et højt teoretisk plan. I stedet kunne det være mere interessant at få input til, hvordan vi tager fat helt konkret,” siger han og uddyber:

”Jeg savner de gode, håndgribelige ideer og løsninger til, hvordan vi fremmer den grønne omstilling. Der mangler i den grad praktiske forslag og måde at angribe det på.”

Bryd muren

Torben BB Hansen mener ikke, han er alene om at være famlende, når det handler om at finde en grønnere vej. En stor del af branchen kunne have god gavn af mere viden og inspiration, mener han.

”Det kunne være en række konkrete værktøjer eller et katalog, der giver et overblik over de processer og materialer, der skal til for, at projekterne bliver mindre miljøbelastende end den traditionelle måde at gøre tingene på”.

Selv inden for kendte områder som solceller er der brug for mere viden og erfaring, mener Torben BB Hansen.

”Solceller ville man godt kunne indtænke i alle tagprojekter i København – men jeg tvivler på, at ret mange administratorer er i stand til at rådgive om det. De har ikke noget grundlag at gøre det på, og der er en risiko for, at tingene bliver gjort, som de plejer.”

Ud over mere erfaring og vidensdeling mener Torben BB Hansen, at der er brug for at nogen går foran og viser vejen.

”Det er de største spillere inden for ejendomsbranchen, der har musklerne til at bryde muren og skaber de teknologier, der skal til for at komme igennem det her. Man kan sammenligne det lidt med Mærsk, der forsøger at udvikle containerskibe med grøn brændsel – en ny teknologi, som slet ikke findes endnu.”

Brug for offentlige tilskud

Endelig efterlyser han også, at det offentlige præsenterer nogle tilskud, der gør det attraktivt for beboerne i blandt andet andels- og ejerforeninger at tilvælge de grønne løsninger

”En ting er, at vi i ejendomsbranchen har et ønske om at investere penge i den grønne omstilling, men for den almindelige lønmodtager i for eksempel en andels- eller ejerforening kan det været et væsentligt indhug i privatøkonomien – og den tæller stadig mere end bæredygtighed,” siger Torben BB og fortsætter:

”Kunne det offentlige give et økonomisk tilskud på 25-30 procent til grønne investeringer som f.eks solceller, så tror jeg at langt flere beboere i de foreninger, vi administrerer, ville være indstillet på at støtte op om den grønne omstilling.”

Læs mere i næste nummer af magasinet Ejendom, hvor vi sætter fokus på, hvordan Ejendomsbranchen arbejder med bæredygtighed og hvilke benspænd, de oplever.