/ Nyheder / Fra 1. januar 2019 skal der benyttes krypteret e-mail

Fra 1. januar 2019 skal der benyttes krypteret e-mail

Datatilsynet har den 23. juli 2018 meddelt, at de vil skærpe deres praksis i forhold til transmission af personoplysninger med e-mail.

Af

krypteret mail

Siden 2008 har det været Datatilsynets praksis, at det alene er en anbefaling – og dermed ikke et krav – at den private sektor anvender kryptering ved transmission af fortrolige og følsomme personoplysninger med e-mail via internettet. Modsat har offentlige myndigheder siden år 2000 skullet anvende kryptering ved transmissionen.

Datatilsynet har nu besluttet at skærpe sin praksis for så vidt angår transmission af fortrolige og følsomme personoplysninger med e-mail i den private sektor.

Fremadrettet vil det således være Datatilsynets opfattelse, at det normalt vil være en passende sikkerhedsforanstaltning – for både offentlige og private aktører – at anvende kryptering ved transmission af fortrolige og følsomme personoplysninger med e-mail via internettet.

Da ovennævnte praksisændring vil kræve noget tilpasning i den private sektor, har Datatilsynet besluttet ikke at håndhæve det nye udgangspunkt om kryptering før 1. januar 2019. Vi har således seks måneder til at indrette os på Datatilsynets nye praksis.