/ Nyheder / Forhandlinger om ejendomsvurderinger for erhverv i sidste fase

Forhandlinger om ejendomsvurderinger for erhverv i sidste fase

Af

Foto: Jens Rosenfeldt/ EjendomDanmark

I denne tid lægger skatteminister Morten Bødskov og skatteordførerne fra en række partier sandsynligvis sidste hånd på en aftale om ejendomsvurderinger af erhvervsgrunde. Arbejdet med at finde en model er foregået under stort tidspres, da arbejdet gerne skulle være overstået inden 1. marts, hvor vurderingerne skal sendes ud for erhvervsejendomme.

Forslaget til en ny model til vurderinger af erhvervsgrunde kom på banen for få måneder siden, efter Skat i en årrække har forsøgt at få et system for ejendomsvurderinger på plads – uden held. Behandlingen af forslaget blev udskudt fra december til nu februar. På en eksperthøring for nylig var alle inviterede interessenter; Danske Advokater, Finans Danmark, FSR samt EjendomDanmark enige om, at den fremlagte model havde en række grundlæggende problemer. Alle udtrykte stor bekymring for holdbarheden i den fremlagte model, som udelukkende på bygger på data fra privatboliger.

Vores konkrete fokus på klageadgangen, inddragelsen af markedsdata og en fortsat diskussion af modellen er blevet taget godt imod af skattemyndighederne og de mange partier, som desværre skal lande en konkret løsning i et alt for presset tempo.  Vi har et håb om, at modellen i sidste ende i højere grad lægger sig op ad markedet og dermed i højere grad kommer til at ligne virkeligheden.