/ Nyheder / Fælles EU-regler for renoveringer skal sikre klimamål

Fælles EU-regler for renoveringer skal sikre klimamål

Nye og skærpede EU-regler for energieffektivisering er på vej. Reglerne peger i den rigtige retning, men det er vigtigt, at de nye krav følges af bedre muligheder for grønnere investeringer og ikke ender som administrative byrder, lyder det fra EjendomDanmark.

Af

Europa-Kommissionen har netop præsenteret sit forslag til et nyt bygningsdirektiv – det er det direktiv, der fastsætter kravene til energirenoveringer også i Danmark. Det betyder skærpede regler. F.eks. er det Europa-Kommissionens ambition, at alle boligejendomme med energimærke G skal være løftet mindst ét niveau i 2030.

”Det er fint, at der stilles højere krav til landenes indsats for energirenoveringer, for vi ved, at det er den billigste og hurtigste vej fremad, når det kommer til den grønne omstilling. Men større krav skal følges ad med større muligheder,” siger Morten Jarlbæk Petersen, seniorrådgiver hos EjendomDanmark og fortsætter:

”Det er afgørende, at man i denne proces får set nærmere på, hvor nationale regler eller anden regulering skaber barrierer for de mål, som bygningsdirektivet og klimaindsatsen i sin helhed skal opnå. Det nytter ikke noget at kræve en større indsats for energirenoveringer, hvis man med andre regler samtidig spænder ben for indsatsen ved f.eks. at gøre det til en dårlig forretning.”

Reglerne skal ikke blot ende som administrative byrder

For EjendomDanmark er det endvidere afgørende, at reglerne afspejler realiteterne, og at reglerne ikke ender som rene administrative byrder.

”Vi følger naturligvis sagen og kigger direktivet efter i sømmene. Det kan virke langt væk lige nu, men der er tale om håndfaste krav. Og derfor er det væsentligt, at reglerne bliver til at anvende og forstå – og at de har en reel effekt og ikke bare ender som ren administration eller rene udgifter,” siger Morten Jarlbæk Pedersen.

Kontakt

Cecilie Lund Vinther

Underdirektør

Cand.comm. / Journalist