/ Nyheder / Få nemt og hurtigt overblik over porteføljens energimærker

Få nemt og hurtigt overblik over porteføljens energimærker

Hvordan fordeler energimærkerne sig på din ejendomsportefølje, hvornår udløber de, og hvor er der basis for forbedringer? EjendomDanmarks medlemmer kan nu få gratis adgang til værktøjet Domusearch, der giver et samlet overblik over porteføljens energimærker.

Af

Medlemmer af EjendomDanmark kan nu gratis få adgang til DomuSearch.

Et nyt samarbejde mellem EjendomDanmark og DomuTech sikrer medlemmerne gratis adgang til platformen Domusearch.

”Vi har set frem til at kunne give vores medlemmer adgang til et værdifuldt værktøj, som de kan få glæde af i hverdagen,” siger Lena Hartmann, juridisk direktør i EjendomDanmark.

Platformen giver overblik over ejendomsporteføljens energimærker, men også en status på hvilke energimærker der mangler, er udløbet, eller kan forbedres. Derudover kan brugeren få indblik i, hvilke forbedringstiltag der kan foretages og hvilken indvirkning, det vil have på ejendommen samt ejendommens CO2 udslip.

Vigtigere end nogensinde

Tim Tornerup Jensen, der er CSO i DomuTech og tidligere medstifter og adm. direktør i boligportalen Boliga, står bag værktøjet. At kunne præsentere ejendomme med fornuftige energimærker er vigtigere end nogensinde for ejendomsbranchen, mener han.

”Der er ingen tvivl om, at CO2 udslippet skal mindskes, og det skal ske hurtigt. Ejendomsmassen udgør 40% af al CO2 belastning. Derfor har alle i branchen, med rette, fokus på dette.”

Domusearch vil være brugbart for blandt andre administratorer, advokater, investorer og porteføljehavere, mener Tim Tornerup Jensen.

”Energimærker har en stor indvirken på hvilke investeringer og strategi, du lægger for din ejendomsportefølje. Baseret på energimærkerne giver platformen dig et overblik over, hvilke af dine ejendomme, der trænger til et løft og hvilke tiltag, der skal til. Samtidig bliver du adviseret om, hvornår energimærkerne udløber, og om der mangler nogle,” siger han.

Godt overbliksværktøj

Thylander er aktiv bruger af Domusearch, og her giver værktøjet allerede værdi.

”Det er helt klart en fordel for os, at vi ikke længere selv skal bruge tid og kræfter på at opdatere ejendommenes energimærker i et excel-ark. Platformen giver os nemt og hurtigt indblik i, hvor vi skal tage fat – hvor kan vi hæve energimærket, og hvor meget det vil kræve. Det er virkelig et godt overbliksværktøj, der kan give os inspiration til energioptimering,” siger Christian Haaber Westergaard Nielsen, der er Director og Head of ESG hos Thylander.

I første omgang har Thylander valgt at fokusere på de energimærker, der udløber i 2023.

En anden nyttig information er, ifølge Christian Haaber Westergaard Nielsen, at platformen giver en status på, hvilke ejendomme der har fjernvarme installeret, hvilke ejendomme der er mulighed for fjernvarme, og hvilke ejendomme, hvor det ikke er muligt.

“Endelig vil ejendomsbranchen også kunne bruge platformen til at dokumentere, at deres ejendomme lever op til EU-taksonomien på energimærkedelen,” siger Christian Haaber Westergaard Nielsen.

Som medlem af EjendomDanmark kan du nu få gratis adgang. Kom i gang med Domusearch her