/ Nyheder / EU sætter nu endnu mere fart på den grønne omstilling af bygninger

EU sætter nu endnu mere fart på den grønne omstilling af bygninger

RePowerEU: Ny plan fra EU skal sætte fut på den grønne omstilling. Der er gode takter i planen, så længe der også er plads til de enkelte landes omstændigheder, lyder det fra EjendomDanmark.

Af

Foto: Jens Rosenfeldt/ EjendomDanmark

Europæerne står over for både en klima- og en energipolitisk udfordring: Bæredygtigheden skal op, og afhængigheden af gas- og olieimport fra Rusland skal ned. Det er udgangspunktet for Europa-Kommissonens nye plan, RePowerEU, der skal sætte endnu mere fart på den grønne omstilling i Europa.

Ikke overraskende beskæftiger en stor del af planen sig med bygninger og ejendomme – og det er klogt, mener EjendomDanmark:

“Grønne investeringer i ejendomme er én af de absolut hurtigste veje til at reducere både energiafhængighed og klimaaftryk. Så det er fuldkommen oplagt, at der skal gøres mere for at fremme den slags investeringer,” siger Morten Jarlbæk Pedersen, seniorrådgiver i EjendomDanmark, der netop har afgivet høringssvar til EU’s nye plan.

Pas på med detailreguleringen

Europa-Kommissionen forudser i RePowerPlanen, at der fremover skal gælde en juridisk bindende forpligtelse til at installere – eller klargøre til installation – af solceller på langt de fleste bygninger. Det er rigtigt set, at potentialet for solenergi i EU og i Danmark er stort og uforløst.

Det vigtige er blot, at der stadig er råderum til at de enkelte lande kan tilpasse lovgivningen deres egen unikke situation:

“Der er masser solcelleanlæg, der giver god mening både økonomisk og klimamæssigt – men der er også eksempler på det modsatte. Derfor giver et rigidt krav ikke rigtig nogen mening, hvis man vil drive den grønne omstilling så effektiv som muligt,” siger Morten Jarlbæk Pedersen.

EU bør derfor hovedsageligt skubbe på for, at medlemslandene gør det nemmere både at opstille solanlæg, hvor det giver mening, og mere generelt for at reducere barriererne for grønne investeringer i ejendomme:

“EU bør presse endnu mere på for at gøre det nemmere at være grøn. I planen gør man sig fine tanker om at skabe bedre plads til udvikling inden for vedvarende energi – det samme bør man selvfølgelig gøre, når det kommer til ejendomme og ejendomsdrift,” siger Morten Jarlbæk Pedersen.

Du kan læse mere i EjendomDanmarks to høringssvar til EU’s RePowerEU-forslag her:

Bemærkninger til Europa-Kommissionen meddelelse om en RePowerEU-plan

Bemærkninger til Europa-Kommissionens RePowerEU-forslag vedr. bygningsdirektivet

Kort om RePowerEU-planen

Europa-Kommissionens RePowerEU-plan blev søsat i foråret 2022 i lyset af Ruslands invasion af Ukraine, der gjorde arbejdet med at gøre EU-landene uafhængige af (russisk) gas og olie langt mere akut.

Planen indeholder bl.a. en revision af energieffektiviseringsdirektivet og bygningsdirektivet – to direktiver, der allerede nu forhandles om. Planen skærper således Europa-Kommissionens oprindelige udspil til de to direktiver yderligere.

Kontakt

Cecilie Lund Vinther

Underdirektør

Cand.comm. / Journalist