/ Nyheder / Erfagruppe-møde om ladestandere  

Erfagruppe-møde om ladestandere  

Den 1. april 2025 inviterede Aalborg Boligadministration til erfa-gruppemøde, hvor etablering af ladestandere stod øverst på dagsordenen.

Af

Foto: EjendomDanmark, Mogens Dürr

Den 1. april 2025 blev der afholdt møde i erfa-gruppen i Aalborg, hvor Aalborg Boligadministration var vært. På dagsordenen var etablering af ladestandere samt nyheder på udlejningsområdet.

Ladespecialisten.dk v/Johnni Johansen holdt et oplæg om etablering af ladestandere i udlejningsejendomme og foreningsejede ejendomme.

Oplægget blev indledt med en udveksling af erfaringer fra mødedeltagerne, og efterfølgende kom Johnni Johansen ind på bl.a. vigtigheden af at få foretaget en ordentlig forundersøgelse  og indhentelse af sammenlignelige tilbud fra forskellige operatører.      

Efterfølgende holdt Mogens Dürr et indlæg om EjendomDanmarks initiativer efter PostNords udmelding om ophør af postbesørgelsen. Han redegjorde for, at EjendomDanmark har rakt ud til både LLO og Boligministeriet for at få taget initiativ til at finde en fremadrettet løsning på problemet, og det har indtil videre resulteret i, at Boligministeriet har indkaldt EjendomDanmark og LLO til et møde, hvor mulighederne for en løsning kan drøftes.

Mogens Dürr oplyste desuden, at for EjendomDanmark er sigtet, at vi blot gerne vil have ophævet forbuddet mod digital forsendelse i visse særtilfælde, således at der bliver fuldstændig valgfrihed for både udlejere og lejere til at vælge digital eller fysisk postforsendelse.

Afslutningsvis redegjorde Vibe Møller Pedersen, Aalborg Boligadministration, for, at der for tiden er udfordringer med Aalborg Forsyning, fordi selskabet er begyndt at fokusere meget kraftigt på temperaturen på returvarme og strafafgifter. Det har resulteret i, at Aalborg Boligadministration har været nødt til at gennemgå varmeanlæggene i en række ejendomme og foretage justeringer af varmestyringen.”