Kagen var blevet større og deltagerne flere, da EjendomDanmark for andet år i træk lagde vejen forbi Billund Kommune for at fejre, at de er Danmarks mest ejendomsvenlige kommune. Modsat sidste år, der var præget af coronarestriktioner, kunne både borgmester, byråd og rådhusets medarbejdere deltage i markeringen af kommunens førsteplads.
”Billund Kommune er kendt som børnenes hovedstad, nu kan I også snart begynde at kalde jer ejendommenes hovedstad. I har indtaget en førsteplads i vores undersøgelse af kommunernes ejendomsvenlighed hele fire ud af ti gange. I 2020 slog I også jeres egen rekord i antal solgte byggegrunde. Det viser, at Billund er et sted, man gerne vil være, og hvor der er nogle gode rammevilkår,” sagde Morten Marott Larsen, underdirektør i EjendomDanmark blandt andet i sin tale til borgmester Ib Kristensen (V).
Alle gode gange tre
Ib Kristensen har valgt ikke at genopstille til det kommende kommunalvalg, derfor fik han i år en særlig afskedsgave fra EjendomDanmark. En fin karikaturtegning, hvor han har hængt borgmesterkæden på knagen.
”Vi håber, at det nye byråd og den nye borgmester kommer til at fortsætte på samme gode måde,” lød opfordringen fra Morten Marott Larsen.
Borgmesteren kvitterede for talen og sagde bl.a.:
”Tak for anerkendelsen. I kommunen går vi efter at score hattrick, dvs. at vi vinder tre år i træk, også selvom jeg ikke længere er på posten. Til jer, der fortsætter, – hold nu linjen. Vi kan godt lide at ligge i toppen, vi har nemlig en målsætning om, at uanset hvem der laver en måling, så skal vi ligge i top-10,” sagde Ib Kristensen, der særligt glædede sig over, at Billund Kommune får point for sin byggesagsbehandlingstid.
”Vores byggesagsbehandlingstid har altid været væsentlig for os. Tid koster penge for virksomhederne, og så er det noget af det, man måles ret kraftigt på, når det kommer til serviceniveau. Så det betyder rigtig meget for os, at vi ligger godt placeret her.”
Derfor vinder Billund Kommune
Kommunen klarer sig godt i samtlige kategorier i undersøgelsen. Timepris og dækningsafgift er fortsat 0. Grundskylden på 18,48 promille er den fjerde laveste i landet. Med en byggesagsbehandlingstid på 19 dage placerer kommunen sig i den bedste fjerdedel i landet, og det samme gælder for antallet af ejendomsforbrydelser. Derudover er Billund Kommune en ureguleret kommune med hensyn til leje af boligejendomme.