Digitalisering er kommet højt op på virksomhedernes dagsorden – ikke mindst efter at coronanedlukningerne åbenbarede både behov og muligheder for en mere digital fremtid. Dette gælder selvsagt også i ejendomsbranchen.
EjendomDanmark har gennemført to spørgeskemaundersøgelser om digitalisering blandt virksomheder i ejendomsbranchen: En undersøgelse i EjendomDanmarks ejendomspanel, der er sat bredt sammen af ejendomsvirksomheder, og en undersøgelse i regi af det tværgående brancheprojekt ”Digitalt fokus for ejer og lejer – i et bæredygtigt perspektiv”.
Samlet viser undersøgelserne, at digitalisering er blevet et strategisk indsatsområde for rigtig mange virksomheder i ejendomsbranchen.
Digitalisering er et strategisk indsatsområde for mange
Undersøgelsen viser bl.a., at næste 2/3 af alle ejendomsvirksomheder entydigt eller overvejende anser yderligere digitalisering af virksomheden og driften som et nødvendigt og strategisk tiltag inden for de kommende fem år. Samtidig viser undersøgelsen, at ejendomsbranchen i de fleste tilfælde selv vurderer, at digitale strategier kun i middel grad er udbredt.
I undersøgelsen er også spurgt til faktiske investeringer i digitalisering. Og denne del af undersøgelsen viser, at næsten 70 pct. forventer at investere yderligere i digitalisering de kommende to år.
Dette peger på, at store dele af ejendomsbranchen står over for en digital bølge – både potentialet og ønsket er der tilsyneladende. Analysen viser dog også, at der næppe vil være tale om en tsunami, men snarere om en støt og rolig udvikling i digital retning.
Ikke alle rider med på den digitale bølge
Det er dog ikke alle, der er med endnu. Således svarer ca. hver fjerde klart eller overvejende nej til spørgsmålet om, at digitalisering er eller bliver et strategisk indsatsområde inden for de kommende fem år – og ca. hver fjerde svarer også, at de ikke har taget digitale tiltag inden for de seneste to år.
Du finder hele analysen lige her: