/ Nyheder / Ejendomme gav årets bedste afkast

Ejendomme gav årets bedste afkast

Satte investorerne sidste år deres penge i mursten og mørtel kunne de notere sig et afkast på 70,4 milliarder kr. – og det var procentuelt højere end på aktier og obligationer, viser en opgørelse fra EjendomDanmark.

Af

Boligsektorens investorer kan smile stort, efter et succesfuldt 2018. Ejendomme gav nemlig årets bedste afkast.

Aktier, obligationer eller ejendomme. Som investor er der mange muligheder, men sidste år slog ejendomme de to andre, når det kommer til det højeste procentuelle afkast. Det var nemlig på hele 7,1 procent for 2018, viser en ny markedsstatistik fra EjendomDanmark.

Dermed var der et langt højere afkast på ejendomsinvesteringer end på obligationer, der gav et afkast på 1,5 procent. Mens sidste år endte med modsat fortegn på aktiemarkedet, hvor der var et tab på 13 procent.

“Det er mere sikkert og stabilt at investere i ejendomme, hvilket sidste års resultater også vidner om. For selv når der er udsving på andre markeder, holder ejendomsinvesteringer en pæn kadance”, siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.

I kroner og ører gav ejendomsinvesteringer sidste år et afkast på 70,4 milliarder kr. Et vidnesbyrd om, at ejendomsbranchen – der er et marked på 1.000 milliarder kr. – er væsentlig for samfundet.

”Jo flere, der investerer i ejendomme, jo mere kommer det alle til gavn, fordi bygningerne ikke alene bliver vedligeholdt, men også bliver udviklet. Det er til glæde for de mennesker, der lever og arbejder i de danske ejendomme, og for vores samfund som helhed”, siger Jannick Nytoft.

Ned i tempo

Omend 2019 stadig er spæd, så er det ikke forventningen, at afkastet i år vil være helt så højt som 2018. I ejendomsbranchen regner man med, at afkastet på ejendomme i år bliver på 5,1 procent.

”Vender vi blikket fremad, forventer vi stadig, at ejendomsinvestorer kan skyde nytåret ind med visheden om, at der vil være pæne afkast på deres ejendomsinvesteringer. Men det kan blive i en mindre målestok, end det var sidste år”, siger Jannick Nytoft.

Afkast i procent

Ejendomme 7,1 %
Aktier -13 %
Obligationer 1,5 %

Kilde: EjendomDanmarks markedsstatistik.

7,1 %

eller 70,4 milliarder kroner var afkastet for ejendomsinvestering i 2018. Ejendomme slog dermed investeringer i aktier og obligationer.

Could not find post with assigned ID

Kontakt