/ Nyheder / Efterlysning: Løsninger og værktøjer til at fremme klimavenlig renovering  

Efterlysning: Løsninger og værktøjer til at fremme klimavenlig renovering  

Der ligger et stort, klimamæssigt potentiale i at renovere bygninger frem for at rive ned og bygge nyt. Men hvilke nye værktøjer og løsninger kan gøre renoveringen mere klimavenlig? Det søger Realdania nye svar på. Virksomheder og udviklere inviteres derfor til at søge økonomisk støtte, så de innovative ideer og løsninger kan komme ud på markedet.

Af

Realdania søger nye løsninger og værktøjer, der skal bidrage til en mere klimavenlig renovering. Foto: Claus Bjørn Larsen

Byggesektoren tegner sig globalt for ca. 40 procent af verdens CO2-udledning. Heraf stammer omkring 28 procent fra energiforbruget i den eksisterende bygningsmasse. Derfor ligger der et stort potentiale i at renovere frem for at bygge nyt – og et endnu større potentiale, hvis også selve renoveringen udføres på en måde, så det udleder mindst mulig CO2.

Turbo på udviklingen

Realdania efterlyser derfor helt nye svar på, hvordan man kan renovere en bygning på en måde, så det sætter mindst muligt klimaaftryk. Både materialeproducenter, udviklere af digitale løsninger og ikke mindst virksomheder, som har ideer til nye finansieringsmodeller inviteres til at komme med deres bud, og ansøge om økonomisk støtte samt teknisk og kommerciel rådgivning

”Vi vil gerne være med til at sætte turbo på udviklingen af de innovative ideer og løsninger, som endnu ikke har ramt markedet. Også de, som stadig er på et tidligt stadie. Fordi vi gerne vil være med til at sikre, at de rent faktisk kommer ud i hænderne på flere bygherrer og i brug i flere byggerier,” siger projektchef Thomas Waras Brogren, der leder Realdanias indsats omkring bygningskultur og klima.

Læs mere