Af: formand Henrik Dahl Jeppesen og adm. direktør Peter Stenholm, EjendomDanmark
“No Man is an Island”
Der er nok ingen, der læser det knap 400 år gamle citat fra John Donne for første gang. Men det fortjener en evig gengivelse. Ja, det kan faktisk bære en udvidelse.
I ejendomsbranchen har vi mange innovative, stærke og ansvarlige virksomheder. Det kræver blot et enkelt kig på de nominerede til årets ejendomspriser at se det. Medarbejdere knokler hver dag for at skabe gode rammer. Men ganske som for mennesker er der ingen virksomheder, som er en ø.
Sammen udgør ejere, administratorer, rådgivere og mange andre på kryds og tværs en branche. Ingen af dem er løsrevet fra at være en del af noget fælles. De er alle en del af noget større.
Det, der binder os sammen
Vi kender små og store ejendomsvirksomheders virkelighed, og vi har ambitioner på ejendomsbranchens vegne. Både på egen banehalvdel og som en bærende del af samfundet. Vi skal komme med bud på nogle af de vigtigste temaer i samfundet. Og vi skal som branche både gøre det enkeltvist og sammen.
Valgkampen har kastet meget op i luften, og vi glæder os til at samarbejde med hele det nye Folketing, da danskerne fortjener klare svar på komplicerede problemer. Vi kan i ejendomsbranchen ikke løse det hele, men vi kan tage ansvar for vores områder og finde løsninger der, hvor vi naturligt spiller en afgørende rolle.
Vi hverken kan og skal gå uden om klima, bæredygtighed eller grøn omstilling. Det er ikke kun kært barn, der har mange navne – det har verdens nok mest presserende dagsorden også.
Frem mod 2030
Lige nu er den grønne omstilling i fuld gang, men det vil kræve en vedholdende indsats over mange år, hvis vi skal realisere de delmål, der er sat for 2025 og 2030. Det gælder i endnu højere grad, når vores endelige mål er en omstilling til net-zero emission.
I disse år investerer ejendomsbranchen massivt i energioptimering af bygninger og byggeprocesser – og branchen har mod på mere. Det hører vi hver dag, når vi taler med alle de andre, der er en del af vores fællesskab.
Det er ikke investeringslysten, der til tider bliver en begrænsning. Det kan også være de rammer, virksomhederne agerer under. Skal de ændres, skal vi hos EjendomDanmark skubbe på. Og det kan vi, fordi vi har branchens opbakning.
Ejendomme er stabile. Både i konkret og i overført betydning. Virksomhederne i ejendomsbranchen har automatisk et langt sigte. Rammevilkår, der også er stabile, er derfor helt essentielle, når vi som branche skal indfri vores ambitiøse, grønne ambitioner.
Midt i en krisetid
Lige nu befinder vi os midt i en inflationskrise. Allerede nu har vi i branchen set, hvad en tårnhøj inflation betyder for vores virksomheder og vores kunder.
Hvis det skulle ende i en langsigtet krise, er det væsentligt, at vi ikke dræner virksomhederne så meget, at der ikke er råderum til at arbejde med bæredygtighed – og de mange andre emner, der presser sig på i vores branche.
Vi er ekstremt bevidste om, at branchen i de senere år ufrivilligt er blevet placeret et sted, hvor der også blæser mere fjendtligt stemte vinde. For nogle politikere og aktører har bevist brugt vores branche som modbillede, der kunne spilles op imod.
Det kan være frustrerende at se, hvordan der males et falsk billede af branchen. Det ved vi, at de mange tusinde medarbejdere også synes.
Er det fair? Nej. Så klart kan det siges.
Vi har dog også som både branche og den samlende organisation selv et ansvar for at modbevise denne falske fortælling. For virkeligheden viser en helt anden branche. Én, der er dedikeret. Én, der brænder for ejendomme. Én, der ønsker at være en del af løsningen på samfundets sværeste udfordringer. Én, der tager ansvar for den bæredygtige omstilling.
Derfor må og skal branchen stå sammen, så vi kan tilføje nuancer til fortællingen om ejendomsbranchen. Sammen kan vi ændre mere, end vi kan hver for sig. Om det er ved at finde en mere balanceret løsning på den kommende lagerskat, hvis vi skal sikre fremtidens bæredygtige investeringer. Eller om det skal være bedre muligheder for at opsætte solceller på byernes tage. Eller noget helt tredje.
Sammen er vi stærkest
Frem for alt har ejendomsbranchen grund til at være stolte over den enorme forandring, som vi håndterer lige nu, og vi er stolte af at repræsentere den samlede ejendomsbranche i de store samfundsspørgsmål. Hver dag er der i denne en ambition og et ønske om at gøre tingene bedre end i går.
Selvom de enkelte virksomheder i dagligdagen er konkurrenter, der byder på de samme opgaver og mister både kunder og medarbejdere til hinanden, så er vi også en del af et fællesskab.
Det er – også – i det, at vi kan være med til at præge det fælles billede.
Fakta og indblik i de faktiske forhold er vores stærkeste modsvar til de røster, der kræver ændringer på baggrund af rygter og falske fortællinger.
Vi har hos EjendomDanmark en stor rolle at spille i at synliggøre den samlede branches muligheder og sikre de bedste arbejdsbetingelser for, at virksomhederne kan udvikle deres forretninger, udvikle deres ejendomme og præge vores byer. Og for at fortælle alle de tusindvis af positive historier. Det er et ansvar, vi løfter med stolthed. Vi kan gøre det, fordi vi ved, at branchen gør en kæmpe forskel i virkeligheden.
Ingen er en ø. Og det er sammen, vi kan skabe forandringer.
Dette indlæg er første gang bragt i Ejendomswatch den 1. november.