I optakten til folketingsvalget i 2022 blev et smalt flertal enige om at foretage et indgreb med tilbagevirkende kraft, der havde til hensigt at beskytte lejere mod store stigninger i huslejen som følge af den høje inflation.
Huslejen kan normalt reguleres en gang årligt med udviklingen i nettoprisindekset. Med huslejeloftet blev der lagt et loft på denne regulering på 4 procent for 2022 og 2023.
Det står lejer og udlejer frit for at vælge hvilken måneds nettoprisindeks, der reguleres efter, og under normale omstændigheder spiller valget af reguleringsmåned ingen rolle. Men huslejeloftets konkrete udformning medfører, at effekten varierer ganske betragteligt alt efter hvilken måneds inflationstal, der benyttes.
I nedenstående figur angiver søjlerne udviklingen i nettoprisindekset for 2022 og 2023, som altså ville have været udgangspunktet for huslejereguleringen i fravær af huslejeloftet. Linjen angiver den maksimalt tilladte huslejeregulering under huslejereguleringen.
Med huslejeloftet er det ikke længere ligegyldigt hvilken måned, der er valgt som reguleringsmåned. Det skyldes, at huslejeloftet ikke behandler inflation over og under de fire procent symmetrisk. Stigninger over fire procent reguleres væk for evigt, mens stigninger under dette niveau ikke kan bruges til at indhente det tabte.
Har man reguleret med tallene fra maj måned, bliver huslejen reguleret med 4 + 4 procent for hhv. 2022 og 2023, mens oktober giver 4 + 0,5 procent. Den reelle effekt af huslejeloftet kan opgøres som summen af forbigået huslejeregulering samlet for månederne i de to år og varierer betragteligt månederne imellem.
Med et mere fleksibelt udformet huslejeloft ville det have været muligt både at skærme lejere fra pludselige markante huslejestigninger og undgå denne helt tilfældige forskelsbehandling.