/ Nyheder / Digital post og lejeloven: En udfordring der kræver fælles løsninger 

Digital post og lejeloven: En udfordring der kræver fælles løsninger 

PostNords stop for brevpost skaber usikkerhed på lejemarkedet – EjendomDanmark presser på for en digital løsning, der sikrer pålidelig og rettidig kommunikation mellem udlejere og lejere.

Af

Foto: Jens Rosenfeldt/ EjendomDanmark

PostNords beslutning om at stoppe med at omdele fysisk brevpost har sat gang i en vigtig debat, som hidtil har fået begrænset opmærksomhed – nemlig hvordan vi i fremtiden sikrer korrekt og pålidelig kommunikation mellem udlejere og lejere. 

På lejemarkedet skaber det stor usikkerhed: Hvordan kan man som udlejer være sikker på, at vigtig information når frem til lejeren? Og hvordan sikrer vi, at lejere stadig får den nødvendige besked rettidigt? 

Vejen til en langtidsholdbar løsning 

For at finde en holdbar løsning på denne udfordring har EjendomDanmark i samarbejde med Lejernes Landsorganisation (LLO) indledt en dialog med Social- og Boligministeriet. Målet er klart: at udvikle en digital kommunikationsløsning, der fremover kan være udgangspunktet for al lejer-udlejer-kommunikation. 

EjendomDanmark ser det som afgørende, at både lejere og udlejere kan have tillid til, at kommunikationen fungerer – også i en fremtid uden fysisk post. Derfor arbejder vi aktivt for at finde en løsning, der både er langtidsholdbar og skaber tryghed for alle parter. 

Behov for Lovændring 

I EjendomDanmark, har man længe arbejdet for at særreglerne i lejeloven skulle ophæves, så man ligesom i det øvrige samfund overgår til at bruge Digitalpost som den klare standard. At der på enkelt områder i lejeloven fortsat er områder, hvor der ikke kan anvendes en sikker form for digital kommunikation, er i EjendomDanmarks optik utidssvarende og burde for længst have været ændret.  

Arbejdet fortsætter i de kommende måneder, og vi ser frem til at videreføre den gode og konstruktive dialog med både LLO og ministeriet. 

Du kan læse mere om EjendomDanmarks holdning til emnet her 

Tilmeld dig webinar om selvsamme emne her.