Taurus Ejendomsadministration er blandt de mange virksomheder i ejendomsbranchen, der har brug for flere hænder. Bare de seneste to år er der kommet mere end 40 nye medarbejdere til, og også i 2023 vil der blive brug for at ansætte.
”Vi har fokus på at rekruttere, men selvfølgelig også på at fastholde de dygtige medarbejdere, vi allerede har i folden,” siger Anne Szocska, der er HR-ansvarlig i Taurus.
Indblik i hverdagen
Rekruttering og fastholdelse er noget, der fylder hos mange virksomheder i ejendomsbranchen i øjeblikket. For at give branchen en hjælpende hånd har EjendomDanmark derfor stået bag en række initiativer, alle med samme formål – at gøre det nemmere at rekruttere fremtidens medarbejdere. Et ungt ambassadørkorps, digitale kampagner, der synliggør branchens mange spændende karriereveje, nye uddannelser og en jobportal er blandt de nyeste tiltag.
”Målet med vores indsatser er at sætte fokus på ejendomsbranchen, hvor der er mange spændende uddannelses- og karrieremuligheder. Indsatserne er et led i en større rekrutteringskampagne, der skal give den næste generation af medarbejdere indblik i, hvordan hverdagen ser ud som Property Manager, Controller eller projektleder,” siger Lotte Rendtorff, der er chefkonsulent i EjendomDanmark.
Relevante kandidater
Når Taurus rekrutterer nye medarbejdere, bliver en del af dem sluset ind via praktik- eller traineeforløb. Andre bliver rekrutteret via stillingsopslag. Den nye jobportal, der udelukkende flager job i ejendomsbranchen, er én af de platforme, virksomheden har valgt at satse på.
”Den klare fordel er jo, at det er de relevante kandidater, der slår vejen forbi jobportalen, fordi de interesserer sig for branchen. Derudover skal vi ikke kæmpe om opmærksomheden med øvrige brancher, som vi skal på andre jobportaler,” siger Anne Szocska.
Og det er netop meningen med jobportalen, uddyber Lotte Rendtorff.
”Jobportalen giver et aktuelt indblik i de mange spændende stillinger, der ligger og venter, og gør det nemt for nye potentielle medarbejdere at finde vej til branchen. Samtidig er det et godt sted for ejendomsvirksomhederne at blive eksponeret over for interesserede kandidater.”
Jo flere, jo bedre
For at gøre jobportalen endnu stærkere vil Anne Szocska gerne opfordre endnu flere virksomheder til at annoncere deres ledige stillinger på jobportalen.
”Jo flere fra branchen der annoncerer, jo stærkere bliver jobportalen som rekrutteringsværktøj. Det kan vi alle sammen vinde på. Både EjendomDanmark og branchen har en fælles og stor opgave i at gøre kandidater opmærksomme på portalen og få ansøgere uden for branchen til at søge ind. Det er der virkelig behov for.”
Gode initiativer
Du kan finde jobportalen både på ejd.dk og på propertycareers.dk, der blev lanceret lanceret i 2022.
”Hjemmesiden og jobportalen er gode initiativer, der skaber en efterspurgt synlighed,” siger Anne Szocska og uddyber:
”For udefrakommende er det stadig relativt ukendt, hvor mange spændende opgaver, ansvarsområder og projekter der ligger og venter i ejendomsbranchen. Hjemmesiden og jobportalen giver de besøgende en god forståelse af, hvad en hverdag i ejendomsbranchen byder på.”