Natten mellem mandag og tirsdag blev der indgået en aftale om yderligere genåbning. Det har betydning for skoleelever, men også for afholdelsen af større arrangementer og forsamlinger. Justitsministeriet skriver følgende om aftalen:
“Den nye aftale udmønter den allerede aftalte genåbning pr. 6. maj 2021 af konferencer, spillesteder, teatre, og biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter, samt af indendørs idræt for personer over 18 år.
Der åbnes endvidere for fitnesscentre, og kravet om forudgående bordbestilling ved indendørsservering (den såkaldte 30-minuttersregel) afskaffes. Samtidig må serveringssteder mv. holde åbent efter kl. 23 for særlige private arrangementer, hvor deltagerne kender hinanden i forvejen.
Desuden indebærer aftalen, at flere børn og unge kan komme fysisk tilbage i skole. Bl.a. åbnes den 6. maj for 100 pct. fremmøde for 5.-8. klasse i grundskolen, elever på erhvervsuddannelser og for afgangselever i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser nationalt. Pr. 21. maj 2021 åbnes for 100 pct. fremmøde for de resterende elever på ungdoms- og voksenuddannelser og 50 pct. fremmøde for studerende på videregående uddannelser.
Der er ligeledes enighed om, at større forsamlinger og arrangementer kan afholdes efter en plan, der tager udgangspunkt i de ordninger, der er anbefalet af Ekspertgruppen om afholdelse af større forsamlinger og arrangementer.”