/ Nyheder / Afgiftspantebreve kan nu bruges ved ejerpantebreve

Afgiftspantebreve kan nu bruges ved ejerpantebreve

Den 1. juli 2019 blev tinglysningsafgiftsloven ændret, således at det nu er muligt at parkere ubrugte ejerpantebreve som afgiftspantebreve i forbindelse med handler af andelsboliger og ejerboliger.

Af

Det betyder, at i stedet for at aflyse ejerpantebreve, når de ikke længere skal bruges, så kan man tinglyse et afgiftspantebrev i stedet for. Særligt i andelsboliger er afgiftspantebreve en nyskabelse, idet andelsboliger som regel belånes ved brug af ejerpantebreve, hvilket ikke tidligere har kunnet benyttes til afgiftspantebreve.

Et afgiftspantebrev er ikke et pantebrev, men en måde at parkere tinglysningsafgift til senere brug. Ved efterfølgende tinglysning af et pantebrev på en ejendom, hvor der er tinglyst et afgiftspantebrev, kan tinglysningsafgiften nedsættes.

Indtil denne ændring har det været nødvendigt at bede sælgers bank om at aflyse ejerpantebreve, hvis ejerpantebrevet ikke blev debitor/kreditorskiftet i forbindelse med en handel. Nu kan man bede sælgers bank om at oprette et afgiftspantebrev i stedet for blot at aflyse ejerpantebrevet.

Afgiftspantebreve registreres på ejendommen, men uden navngiven debitor/kreditor, og der bliver dermed ikke problemer med at benytte afgiftspantebrevet for køber af en ejendom eller andelsbolig.

Det anbefales derfor, at sælgers bank anmodes om at oprette afgiftspantebreve i forbindelse med overdragelse af andelsboliger, hvis køber ikke skal benytte sælgers ejerpantebrev.