/ Nyheder / Efter år med historisk lavt niveau: Nu er flere lejeboliger ledige

Efter år med historisk lavt niveau: Nu er flere lejeboliger ledige

I slutningen af 2025 nåede boligtomgangen et historisk lavpunkt på 1,9 procent. Nu er den steget til 2,1 procent, viser en ny rapport fra EjendomDanmark. Flere nybyggede boliger kan være en del af forklaringen.

Af

Foto: iStock, t:BirgerNiss

Efter flere år med stor rift om private lejeboliger nåede boligtomgangen i slutningen af sidste år det laveste niveau, der nogensinde er målt. Men nu kan boligjagten måske blive en smule nemmere.

En ny rapport fra EjendomDanmark viser nemlig, at boligtomgangen, der beskriver omfanget af ledige lejeboliger, nu er på 2,1 procent. I fjerde kvartal 2025 var den helt nede på 1,9 procent.

”Vi har haft nogle år, hvor der blev bygget færre nye etageboliger, og det har været med til at presse tomgangen helt i bund. Nu ser nedgangen i byggeriet ud til at være stoppet, og flere nye boliger kommer ud på markedet. Så er det egentlig meget naturligt, at tomgangen også stiger lidt,” siger Bjarke Roed-Frederiksen, cheføkonom i EjendomDanmark og fortsætter:

”En hel ejendom med nye boliger bliver jo ikke nødvendigvis udlejet fra den ene dag til den anden.”

Svært at spå om udviklingen

EjendomDanmark har opgjort boligtomgangen siden 2014, og det historiske gennemsnit for perioden ligger på 3,4 procent.

Ifølge Bjarke Roed-Frederiksen er tomgangsniveauet dermed fortsat lavt:

”Vi har i flere år haft meget få ledige lejeboliger, så det er selvfølgelig værd at hæfte sig ved, at tallet nu bevæger sig lidt den anden vej. Stigningen er stadig beskeden, og det er for tidligt at sige, om vi står over for en mere varig udvikling, men lige nu kan vi i hvert fald konkludere, at der fortsat er meget stor efterspørgsel på private lejeboliger.”

Læs rapporten her.