Manglen på boliger har været et centralt tema i både efterårets kommunalvalgkamp og den efterfølgende folketingsvalgkamp. Særligt i hovedstaden fylder problematikken, hvor man ifølge Københavns Kommunes boligredegørelse kan komme til at mangle op mod 77.000 boliger frem mod 2060.
Ifølge Martin Vinæs Larsen, lektor i statskundskab, som forsker i boligpolitik og byudvikling, har den store mangel på boliger en afsmittende effekt på både boligpriser og huslejepriser:
”De meget høje boligpriser og huslejer i København skyldes først og fremmest et pres på boligmarkedet, hvor efterspørgslen er steget kraftigt, samtidig med at udbuddet ikke er fulgt med.”
Forstærker knapheden
Martin Vinæs Larsen forklarer, at det ofte er i forlængelse heraf, at den politiske idé om et huslejeloft fødes, som et forsøg på at afhjælpe de høje priser. Men ifølge ham ændrer det ikke på, at den grundlæggende udfordring er manglen på boliger. Og indfører man et loft over huslejen, har det netop konsekvenser for udbuddet af boliger.
”Udbuddet af boliger bliver på længere sigt mindre. Når afkastet ved at bygge eller renovere udlejningsejendomme falder, bliver der færre incitamenter til at opføre nye boliger eller forbedre de eksisterende. I en situation som i København, hvor der allerede er mangel på boliger, kan det derfor risikere at forstærke knapheden,” fortæller Martin Vinæs Larsen.
Direktør for Boligøkonomisk Videnscenter, Curt Liliegreen, peger på flere af de samme konsekvenser, men skelner mellem nybyggeri og den ældre boligmasse:
”I nybyggeri vil et huslejeloft være mere problematisk, da det kan hæmme investeringerne og begrænse boligudbuddet på sigt. Derfor får et sådant loft på langt sigt den paradoksale effekt, at det kan nedsætte betalbarheden på boligmarkedet ved at reducere det samlede udbud.”
Ser man derimod på den ældre boligmasse, er der ifølge Curt Liliegreen et boligsocialt aspekt i den eksisterende huslejeregulering, som kan understøtte en blandet by. Han peger dog også på, at økonomisk støtte til den enkelte er en mulig løsning, der kan understøtte mangfoldigheden.
”Et huslejeloft tillader mindre stærke grupper at forblive i bykvarterer, de ellers ville blive presset ud af. Anskuet således har et huslejeloft værdi ved at forebygge socioøkonomisk segregering og sikre ”den blandede by”. Dette kunne dog principielt også opnås gennem en individuel boligstøtte.”