Hvis man har været i gang med at foretage nettoprisindeksering af lejeniveauerne for sine lejemål, så vil man formentlig have opdaget, at der er sket nogle ændringer med nettoprisindekset på Danmarks Statistiks hjemmeside. De forskellige månedspristal, som fremgår af Danmarks Statistiks tabel passer ikke rigtig længere med de tal, som man anvendte sidste gang, at man foretog pristalsregulering af lejeniveauerne. Men det er der en forklaring på.
Danmarks Statistik har fra og med januar 2026 ændret basisår for nettoprisindekset, sådan at det nye basisår er 2025 i stedet for 2015. Det vil sige, at indeksværdierne er justeret, sådan at gennemsnittet af værdierne for 2025 præcis giver 100.
Derudover har Danmarks Statistik ændret vægtgrundlaget, som benyttes til at sammenveje prisstigninger på de forskellige varer og tjenester. Vægtgrundlaget afspejler, hvordan en gennemsnitlig husholdnings forbrug er fordelt på de forskellige vare- og tjenestegrupper. Fx har streamingtjenester gradvist fået en større vægt i prisindeksene de senere år, mens vægten for fastnettelefoni er mindsket.
Hvad skal udlejerne så gøre?
Det ovenstående om nettoprisindekset kan jo godt lyde lidt kompliceret, men i praksis er konsekvenserne begrænsede.
Ved de seneste nettoprisindekseringer af lejeniveauerne, som udlejerne foretog tilbage i 2024/2025 blev stigningen i nettoprisindekset jo beregnet ud fra indekstallene i den gamle statistik med basisår i 2015 – det kunne eksempelvis være ud fra nettoprisindekset for juni 2024 og juni 2025, hvor indekstallene var henholdsvis 118,8 og 121,1.
Men hvis man her i 2026 skal finde ud af, hvad nettoprisindekset er steget med fra juni 2025 til juni 2026, så er man jo nødt til at tage udgangspunkt i det opdaterede nettoprisindeks på Danmarks Statistiks hjemmeside, hvor basisåret er 2025. Her kan man se, at indekstallet for juni 2025 er 99,73 – altså et lavere tal end de 121,1, jf. ovenfor – men man kan selvfølgelig endnu ikke se et indekstal for juni 2026. Det vil først foreligge i løbet af juli 2026.
Så når udlejerne på et tidspunkt her i løbet af 2026 skal foretage regulering af lejeniveauer ud fra den årlige stigning i nettoprisindekset, så skal beregningen ske ud fra de månedspristal fra 2025 og 2026, som fremgår af den aktuelle tabel med basis i 2025, som findes på Danmarks Statistiks hjemmeside. Om man så skal bruge månedstallene fra fx februar til februar eller juni til juni, afhænger af, hvad der fremgår af lejekontrakten.
Regulering af satser i lejelovgivningen og GI-hensættelsessatser
Der er også en række satser i lejelovgivningen, som nettoprisindekseres én gang om året, herunder hensættelsessatserne til §§ 119- og 120-kontiene.
Reguleringen af de satser sker ud fra juni-pristallet, jf. lejelovens § 204, og i år skal stigningerne således beregnes ud fra månedspristallene for juni 2025 og juni 2026.
EjendomDanmark går ud fra, at beregningen i år foretages på helt traditionel vis og uden at Danmarks Statistiks ændring i nettoprisindekset får nogen særlig betydning. EjendomDanmark har dog for en sikkerheds skyld rettet henvendelse til Boligministeriet og bedt ministeriet om at bekræfte, at beregningen vil ske på denne måde. Der er endnu ikke modtaget et svar fra Boligministeriet.
Find nettoprisindekset på EjendomDanmarks hjemmeside
EjendomDanmarks medlemmer kan også finde nettoprisindekset på EjendomDanmarks hjemmeside. Her er offentliggjort både de hidtidige nettopristal baseret på det gamle nettoprisindeks med basis i 2015 og de nye nettopristal med basis i det nye nettoprisindeks med basis i 2025.