/ Nyheder / Hvordan skal vi bo i fremtidens København?

Hvordan skal vi bo i fremtidens København?

Fire organisationer samler alle Københavns spidskandidater til et stort vælgermøde forud for kommunalvalget 2025 for at diskutere Københavns boligudfordringer.

Af

Den 18. november 2025 skal danskerne stemme til kommunalvalget.

Boligpolitik er et af valgkampens brændpunkter – og nu samler de fire centrale organisationer, der arbejder med boligområdet, kræfterne for at give københavnerne en afgørende debat om byens fremtid.

Den 3. november 2025 inviterer ABF kreds Hovedstaden, BL 1. kreds, EjendomDanmark og LLOH, der tilsammen repræsenterer det brede spektrum af boligformerne i København: ejerbolig, lejebolig, andelsbolig og almen bolig, til boligpolitisk vælgermøde i PRESSEN, Politikens Hus.

Her stiller samtlige spidskandidater til Københavns Borgerrepræsentation op til debat – styret af journalist og forfatter Niels Krause-Kjær.

Med kommunalvalget lige om hjørnet sættes boligpolitik øverst på dagsordenen, når københavnerne inviteres til en aften med debat, holdninger og konkrete bud på, hvordan vi løser hovedstadens boligudfordringer.

Hvorfor er mødet vigtigt?

Hovedstaden skriger på løsninger til, hvordan boligmarkedet skal huse københavnerne nu og i fremtiden – og med kommunalvalget lige rundt om hjørnet er der ingen vej udenom boligpolitik.

Københavns boligmarked står over for udfordringer med både boligmangel og en politisk uenighed om, hvordan problemerne skal løses, og om hvordan fremtidens boligmarked skal se ud. Manglen på boliger, presset på priserne og spørgsmålet om, hvordan vi sikrer en blandet by, præger både vælgerne og valgkampen, og derfor er dette vælgermøde noget særligt.

De fire organisationer, der varetager forskelligartede interesser, står med dette vælgermøde skulder ved skulder for at sikre, at boligpolitikken får den plads, den fortjener i valgkampen.

”Boliger og boligpolitik handler ikke kun om priser, mursten og kvadratmeter, men det er et centralt og vigtigt element. En blandet by med både ejerboliger, private lejeboliger, andelsboligforeninger og almene boliger skaber en by, hvor mennesker med forskellig baggrund mødes, lever side om side og bidrager til fællesskabet og forståelsen for hinanden. Det er alle fire organisationer enige om, selvom det måske ikke fylder i valgkampen. Men det viser, hvor vigtig boligpolitikken er for hele København. Med det udgangspunkt samler vi for første gang i fællesskab alle spidskandidater til kommunalvalget 2025 om netop dette emne,” lyder det samlet fra arrangørerne.

Selvom vælgermødet stiller skarpt på det københavnske boligmarked, er det ikke helt uinteressant for resten af landet, da den politiske tilgang til boligmarkedet kan være toneangivende for, hvordan man ser på boligpolitik i resten af landet.

Fakta om vælgermødet

Mandag den 3. november 2025, kl. 19.00-21.00

PRESSEN – Vester Voldgade 33, 1785 København V

Arrangørerne: ABF kreds Hovedstaden, BL 1. kreds, ED, LLO Hovedstaden

Moderator: Journalist og forfatter Niels Krause-Kjær

Deltagere: Alle spidskandidater til borgerrepræsentationen i København

Arrangementet er er gratis, men kræver tilmelding via SafeTicket:
Boligpolitisk vælgermøde – hvordan skal københavnerne bo i fremtiden? | Safeticket

Arrangementet er udsolgt.