/ Nyheder / Nettoprisindeksering fra 2024 til 2025 og nye blanketter

Nettoprisindeksering fra 2024 til 2025 og nye blanketter

EjendomDanmark har beregnet de nye satser for 2025 og opdateret blanketterne til varsling af lejeforhøjelse til 2025-niveau.

Af

EjendomDanmark har beregnet satser for 2025. Foto: iStock, badahos.

Nettoprisindekset for juni 2024 er nu offentliggjort, og det danner grundlag for regulering af en række satser i lejelovgivningen. Nettoprisindekset er steget fra 117,6 i juni 2023 til 118,8 i juni 2024, og det giver en stigning på 1,0%. Det betyder, at satserne i lejelovgivningen skal reguleres med 1% i 2025.

EjendomDanmark har beregnet de nye satser for 2025, og oversigten over de nye satser er nu tilgængelige. Man skal være opmærksom på, at man stadig skal bruge satserne for 2024 ved varslinger, som skal træde i kraft inden årsskiftet.

Opdatering af blanketter

EjendomDanmark har også opdateret blanketterne til varsling af lejeforhøjelse til 2025-niveau. Det er naturligvis ikke alle blanketter, der er opdateret – det er kun de blanketter, der indeholder beregningsfunktioner, som skal pristalsreguleres en gang om året, og så er der lavet nogle sproglige ændringer i blanketterne til skatte- og afgiftsvarsling.

Her skal man også være opmærksom på, at de nye OMK-blanketter skal anvendes til varslinger, som træder i kraft 1. januar 2025 eller senere. Hvis man skal lave en varsling, der skal træde i kraft før 1. januar 2025, skal man anvende den tidligere version af blanketterne. De tidligere versioner er dog ikke længere tilgængelige på hjemmesiden, så hvis man har sådan et behov, kan man kontakte EjendomDanmark. 

Sproglige opdateringer

Der er lavet en sproglig opdatering af enkelte af tekstfelterne i blanketterne til omkostningsbestemte lejereguleringer og skatte- og afgiftsreguleringer, så der er enkelte felter, som er formuleret anderledes end i de hidtidige blanketter. Det kan selvfølgelig lige give lidt udfordringer i forhold til opstilling af sammenligningsbudgettet i OMK-varslinger eller skatte- og afgiftsvarslinger, men det bør dog være relativt nemt at håndtere.

Hvis man mod forventning måtte løbe ind i nogle problemer omkring anvendelsen af blanketterne, som man ikke kan løse, kan man kontakte EjendomDanmark v/senior chefkonsulent Mogens Dürr.