/ Nyheder / Få ejendomsbranchen med i grøn omstilling

Få ejendomsbranchen med i grøn omstilling

Uden et stærkt engagement fra de danske virksomheder, der skal udvikle, levere, installere og drive de grønne løsninger, så kommer vi ingen vegne.

Af

Foto: Unsplash, Chris Barbalis

Så kom klimaet for alvor på erhvervslivets radar: etableringen af erhvervslivets klimaalliance, grønt udspil fra finanssektoren og en statsminister, der inviterer de danske virksomheder til topmøde om bæredygtighed på Marienborg. Og hurra for det. Uden et stærkt engagement fra de danske virksomheder, der skal udvikle, levere, installere og drive de grønne løsninger, så kommer vi ingen vegne. Og da op mod 40 pct. af det danske CO2-udslip kommer fra de bygninger, vi bor og arbejder i, så er det ikke så overraskende, at mange nu peger på det enorme potentiale i energieffektivisering og miljøoptimering af den danske bygningsmasse.

Men snakken om at gøre de danske boliger og bygninger mere bæredygtige har desværre en blind vinkel: Hvem skal betale for installation af alle de grønne løsninger – varmepumper, efterisolering, bedre vinduer, digital overvågning og tilpasning af forbrug, ladestandere til elbiler, tilpasning til øgede mængder regn, affaldsbeholdere til sortering og meget andet? Der er masser af vilje til at sælge disse grønne løsninger – men til hvem? Jeg vil vove et svar: til bygningernes ejere naturligvis. Den danske ejendomsbranche har et stort ansvar for at bidrage til de investeringer, der muliggør den grønne omstilling.

Men noget mangler alligevel: at vi gør vejen fra tanke til handling langt mere smidig og nem. I dag er der uanede mængder bøvl og ikke altid særlig mange fordele forbundet med at foretage de eftertragtede og grønne investeringer i en ejendom. Når f.eks. en privat udlejer ønsker at iværksætte et projekt, der skal sænke energiforbruget og øge komforten i en lejebolig, er vejen dertil både administrativ tung og ofte langvarig. Det gør projekterne svære at gennemføre og finansiere, hvilket forringer mulighederne for grønne investeringer hos især de mange tusinde små udlejere rundtom i hele landet. Derfor finder fremtidssikringen af bl.a. lejeboligerne ikke sted i tilstrækkeligt omfang – og slet ikke uden for de store byer – og det er både ærgerligt og temmelig problematisk for både beboerne i de berørte boliger og for samfundet som helhed.

Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten d. 28. september 2019.