Lørdag var det Earth Overshoot Day i Danmark og en kærkommen påmindelse om, at vi i Danmark skal have skåret kraftigt ned på vores ressourceforbrug.
Dagen markerer nemlig skæringspunktet for, hvornår vi begynder at bruge flere ressourcer end jorden kan klare i løbet af et år.
Samme dag inviterede Konstruktørforeningen til debat om bæredygtighed i Kolding med deltagelse af EjendomDanmarks underdirektør for ESG, Mette Qvist.
Fremhæv de ukomplicerede løsninger
Mette Qvist var blandt debattørerne på dagen sammen med repræsentanter fra Per Aarsleff, a:gain og Dansk Håndværk.
Hun peger på vigtigheden af samarbejde på tværs for en bæredygtig omstilling. Men også, at det skal gøres tydeligt, hvor de ukomplicerede løsninger i bygge- og ejendomsbranchen kan ligge henne.
”Det er helt afgørende at vi i bygge- og ejendomsbranchen arbejder sammen om at sænke ressourceforbruget, så vi ikke igen rammer vores forbrugsgrænse midt i marts måned. Vi skal have gjort det tydeligt, hvor de lavthængende frugter i eksempelvis renoveringer af bygningsmassen er henne, og hvordan den enkelte ejendomsbesidder har mulighed for let at gøre en forskel,” siger hun og tilføjer:
”Det er en opgave, vi i EjendomDanmark gerne tager på vores skuldre. Vi kan formidle vigtig bæredygtig viden til en samlet ejendomsbranche.”
Bliv klogere på EjendomDanmarks læringsplatform
Det sker blandt andet via en ny læringsplatform om bæredygtighed, der netop er blevet lanceret.
Den samler guides, viden og inspiration til den bæredygtige omstilling af ejendomsbranchen.
Indtil videre er der ni moduler om alt fra lovgivning til kommunikation af bæredygtige tiltag, men der kommer løbende nye moduler til.