/ Nyheder / Fra skyttegrav til orkestergrav: Snart går tæppet for Ukrainsk aften

Fra skyttegrav til orkestergrav: Snart går tæppet for Ukrainsk aften

Advokat Philip Maury har atter engang lagt sig i selen for at skabe en historisk aften på Det Kongelige Teater for at støtte krigens ofre i Ukraine. Forestillingerne løber af stablen den 23.-24. maj og byder blandt andet på ballet, opera og ukrainsk børneoptræden. Musikken fremføres af Det Ukrainske Nationale Præsidentielle Orkester, og på gæstelisten står allerede prominente navne som Ghita Nørby og Dronning Margrethe.

Af

Philip Maury er initiativtager til Ukrainsk aften på Det Kongelige Teater. Foto: Jeppe Carlsen.

Philip Maury har de seneste par måneder haft ekstra travlt. Ud over sit virke som advokat har han sammen med den ukrainske ambassadør i Danmark sat tid og ressourcer af til at koordinere forestillingen Ukrainsk aften på Det Kongelige Teater. Forestillingen bliver vist den 23.-24. maj, og indtægterne fra aftenens billetsalg går denne gang ubeskåret til førstedame Olena Zelenska’s humanitære fond som støtter børn, og dermed Ukraines fremtid.

Forflyttet fra frontlinjen

Initiativtageren selv har allerede sommerfugle i maven.

”Jeg er spændt på at se publikums reaktion; hvorledes bliver aftenen modtaget? Og så er jeg spændt på at opleve Det Statspræsidentielle Ukrainske Symfoniorkester, der har taget den lange bustur til København. Fem ud af de 75 musikere er blevet forflyttet fra den forreste frontlinjes skyttegrav til Det Kongelige Teaters orkestergrav. Flere af balletdanserne har fædre ved fronten. Den energi som vil komme fra kunstnere og fra orkester; BUM! Det bliver atomarisk.”

Philip Maury har ikke et øjeblik været i tvivl om, at anstrengelserne har været både tid og penge værd:

”At få – eller tage chancen – for at lave en kunstnerisk manifestation, som denne, og at kunne vise danskerne hvilket teknisk niveau, der vitterligt kan danses og synges på, er jo et privilegium i sig selv; det er det hele værd.”

På tynd is

Efter programmet at dømme kan publikum da også se frem til en aften ud over det sædvanlige. Den ukrainske eksilballet, United Ukrainian Ballet, opfører Paul Lightfoots “Step Lightly.” Derudover bliver publikum blandt andet præsenteret for balletten “Wartime Elegy,” som den ukrainske ballet skabte i krigens første kaotiske dage.

Særligt koreografien Step Lightly er en af Philip Maurys egne foretrukne. Paul Lightfoot er en af verdens største nulevende koreografer, og Philip Maury rejser gerne langt for at se hans værker, men i næste uge kommer balletten altså til ham.

”Step Lightly refererer til, hvor forsigtigt du træder, når isen er tynd, men bliver nødt til at komme over på den anden side. Noget som kan overføres til den anspændte situation, Ukraine netop står i mødet med Rusland,” siger han.

På programmet er også de internationale operastjerner Olena Bielkina og Serhii Mahera samt en ny stjerne på operahimlen – Yuriy Mynenko. Publikum kan desuden opleve børne danse-ensemblet ”Ensemble Virskogo”, der har optrådt i over 60 lande verden over.

Historier i historien

Det er ikke kun en unik og historisk begivenhed, som løber af stablen den 23. og 24. maj 2023, det er også de mange historier i historien, fortæller Philip Maury:

”Blandt andet historien om den unge 17-årige balletdanser, som uden kørekort blev sat ind i familiebilen, sammen med mor, søster og bedstemor og fik instruks fra faren om at ”køre til han ikke kunne komme længere vestpå”. Da den unge mand nåde til den Engelske Kanal ringede han til faren, som i mellemtiden var udnævnt til officer ved fronten, og sagde, at nu kunne han ikke komme længere, og at der var et balletkompagni i Holland, han kunne danse hos.”

Bestil din billet til Ukrainsk aften her