Af: Morten Jarlbæk Pedersen,
Ida Hjeltnes,Det er de færreste, der bliver boende det samme sted gennem hele deres liv. Af og til rammer livet både på godt og på ondt, og så skal boligen tilpasses. Netop derfor er det så uhyre vigtigt med et fleksibelt boligmarked, der sikrer, at menneskers liv kan rummes.
Ingredienserne i et velfungerende lejeboligmarked består af professionel administration, sikkerhed for alle parter og gennemsigtighed i lejeforholdet. Med andre ord sikrer et professionaliseret marked den fleksibilitet, der er nødvendig.
Det er i hvert fald billedet i Danmark, hvor et stigende antal danskere har taget den professionelt drevne lejebolig til sig.
Men sådan er det langt fra alle steder. I Norge er det i høj grad privatpersoner, der dominerer udlejningsmarkedet, der længe har været præget af mangel på professionelle og langsigtede aktører.
Det danske og det norske boligmarked fungerer generelt set meget forskelligt, da der primært er ejerboliger i Norge. Resultatet er ikke overraskende: Et stift boligmarked, manglede forvaltningspraksis på udlejningsområdet, korte lejekontrakter og en særlig konjunkturfølsomhed. Der mangler ganske enkelt et professionelt supplement.
De største tabere i den situation er folk, der enten med kort varsel skal bruge et sted at bo eller bare ikke ønsker at binde sig for stramt økonomisk til en bolig. Disse mennesker har kun få steder at gå hen – og udbuddet er i øvrigt langt fra så attraktivt, som man ellers kunne ønske sig.
Myndighederne taber også, for et ikkeprofessionaliseret ejendomsmarked gør det sværere og mere kompliceret at håndhæve reglerne, ligesom det bliver sværere at informere udlejere og lejere om pligter og rettigheder.
Økonomisk rentabelt
Men et professionelt marked kommer ikke af sig selv. Det kræver, at markedspladsen er tilgængelig og attraktiv. Der skal investeringer til.
Hvis man ønsker et fleksibelt boligmarked med udlejningsboliger af god kvalitet, velfungerende naboskab og dejlige udeområder, er det nødt til at være økonomisk rentabelt at drive professionel udlejningsvirksomhed.
Det har man delvist erkendt i Danmark, men ikke i Norge. F.eks. betyder de nuværende norske skatteregler, at ejendomsinvesteringer ikke kan afskrives – og det afholder mange fra at foretage investeringer i nye, attraktive og tilgængelige boliger.
Derudover kredser den politiske debat sig ofte om at gøre det sværere at opbygge et sundt og fleksibelt boligmarked, selvom der er brug for det modsatte.
Så lad os nu en gang for alle anerkende vigtigheden af et professionaliseret udlejningsmarked. I Danmark skal vi værdsætte det, vi har og gøre det endnu bedre – og i Norge skal vi lade det blomstre.
Debatindlægget blev første gang bragt i Børsen den 25. marts.