I flere kommuner kan erhvervslivet nu glæde sig over, at dækningsafgiften enten sænkes eller helt fjernes. Helt præcist drejer det sig om fem kommuner, hvilket beløbsmæssigt svarer til sammenlagt mere end 20 mio. kr.
Opgørelsen er fra Ejendomswatch, der har gennemgået de budgetaftaler, som i øjeblikket falder på plads. Omkring halvdelen af kommunerne har dem færdige, mens de resterende følger i den kommende tid.
En af de kommuner, der har gjort noget ved dækningsafgiften, er Odense. Efter at være blevet sænket ad flere omgange, bliver den fra nytår helt fjernet. Den vil også med tiden blive fjernet i Holbæk, Egedal og Næstved Kommune. Mens niveauet i Kerteminde vil blive sænket.
Kommuners initiativ velkommes
I EjendomDanmark hilser man kommunernes initiativer velkomne. Også i lyset af, at dækningsafgiften og de nye vurderinger er en dårlig kombination:
“Dækningsafgiften har altid været en skæv skat. Men den bliver også til en lotteriseddel, når den kombineres med de nye vurderinger. Det er derfor godt nyt for erhvervslivet i de fem kommuner, at de nu fjerner eller sænker afgiften. Jeg håber, at mange andre lader sig inspirere,” siger adm. direktør Jannick Nytoft.
I København og Frederiksberg udgør dækningsafgiften over en mia. kr. om året.
Se mere om ejendomsvenlighed i de danske kommuner – her indgår dækningsafgiften som et parameter.