Hvilke større trends inden for PropTech er undervejs i ejendomsbranchen, og hvad vil det sige at tilbyde ’space as a service’? De spørgsmål blev blandt andet besvaret af Jakob Stoumann fra PropTech Denmark på et webinar, EjendomDanmark var vært for.
”PropTech handler om at forstå kunder, brugere og lejere i den nye digitale virkelighed. Der er en større forventning om, at ting kan tilgås digitalt, og at det kan gøres simpelt. Den bølge rammer i øjeblikket ejendomsbranchen,” indledte Jakob Stoumann.
Space as a service
Inden for PropTech er der en bevægelse mod at kunne tilbyde ”space as a service” til sine lejere – et skifte fra ’blot’ at skulle stille fysiske bygninger og lokaler til rådighed til at udvikle og tilbyde funktionelle rum med relevant indhold, aktiviteter og services.
”Vi går fra produkt til servicetankegang – bygningen eller lokalet skal stadig være der, men der bliver bygget services oven på. Det kan være alt lige fra koncepter inden for mad og forplejning, sport- og fritidsaktiviteter, internetunderholdning til en bedre styring af indeklima. Løsninger, man enten selv tilbyder, eller via samarbejdspartnere.”
Begrebet er opstået på kontormarkedet, men samme tendens begynder at bevæge sig over på boligmarkedet.
”Flere og flere udlejere begynder at tænke over, hvordan de kan tilbyde noget ekstra til deres lejere.”
Bedre lejeroplevelser med digital kommunikation
Jakob Stoumann præsenterede herefter fem områder inden for PropTech, som netop nu forandrer ejendomsbranchen og øger serviceniveauet over for lejerne.
”Vi er på vej mod en endnu mere effektiv ejendomsadministration og bedre lejeroplevelser. Nye løsninger gør det muligt for mindre ejendomsaktører og boligforeninger at digitalisere og automatisere dele af ejendomsadministrationen og administrationsprocesserne – uden at lægge en formue eller have en ph.d. i it.”
Et område i vækst er også digitale værktøjer, som vil gøre det nemt og simpelt at få optimeret kommunikationen mellem lejer og udlejer – men også lejerne imellem.
”Det kan være svært at arrangere noget fælles via opslag i opgangen – en digital kommunikation, vil være en lettelse i hverdagen for mange,” sagde Jakob Stoumann.
Bæredygtig bygningsdrift
En anden trend er et øget fokus på bæredygtig bygningsdrift, hvor blandt andet intelligent energimåling og -styring vinder frem.
”Sensorer og dataløsninger gør det muligt for os at indsamle og analysere energiforbrug og give os indblik i, hvornår vores bygninger bruger energi, og hvordan kan vi optimere vores energiforbrug,” sagde Jakob Stoumann.
Sensorer kan også give et billede af, hvordan bygningerne bliver anvendt – og om de kan bruges mere effektivt, uddybede han.
”Cirka 30 procent af en kontorbygning står gerne ubenyttet hen – så der er mange optimeringsmuligheder når det gælder bygnings- og lokaleanvendelse.”
Bæredygtig bygningsdrift kan også handle om at tilbyde fleksible ladeløsninger til el-biler eller gå over til en aktivitetsbaseret rengøring, så der kun gøres rent i bygningen, når der er behov for det.
Bedre indeklima
En tredje trend er et øget fokus på bedre indeklima, hvor der er et øget krav fra beboere og medarbejdere til komfort og sundhed i både boliger og kontorejendomme. Løsninger baseret på kunstig intelligens giver nye muligheder.
”Digitale teknologier gør det let at måle og gøre noget ved de udfordringer, der kan være med kulde, varme og luftfugtighed. Alarmer kan gøre beboeren opmærksom på, at der skal gøres noget ved fx fugtniveauet på et badeværelse,” sagde Jakob Stoumann.
En trend er også, at der er opbrud på kontormarkedet, hvor der er er efterspørgsel på fleksibilitet, hybride arbejdspladser og ønsker om bedre pladsudnyttelse.
”Data hjælper os med at blive klogere på, hvordan vi indretter vores kontorer optimalt. Men giver os fx også værktøjerne til at booke et skrivebord eller mødelokale hjemmefra, og se hvem der er på arbejde hvilke dage – services man har brug for i den nye fleksible virkelighed.”
Bofællesskaber og co-living
En sidste trend omhandler co-living og community. Nye typer af bofællesskaber og co-living koncepter spirer frem – og her kan PropTech, ifølge Jakob Stoumann, være en nødvendighed. Digitale co-living platforme sikrer understøttelsen af kommunikation, interaktion og organisering af fællesaktiviteter mellem beboere og gør brugen og driften af fælles faciliteter og ressourcer så smidig som muligt.
”Skal man blive god til at drive de nye moderne bofællesskaber, så har man brug for digitale løsninger. At kunne styre og hjælpe beboerne med at have en fælles interaktion kræver en digital platform.”
Fakta: Hvad er PropTech?
PropTech er en sammentrækning af ordene Property Technology og beskriver de mange nye digitale løsninger og forretningsmodeller, som er med til at gøre de måder vi finansierer, udvikler, bygger, driver, anvender og handler vores ejendomme på mere effektive, hensigtsmæssige og mere bæredygtige.