For kommende erhvervs- og boliglejere er der færre valgmuligheder, end der har været i mange år. Andelen af ledige lejemål er nemlig fortsat lavere, end den har været de seneste ti år. Faktisk var tomgangen i 2. kvartal nede på 6,6 procent, viser EjendomDanmarks seneste markedsstatistik.
Det er særligt boliger og butikker, det er let at leje ud. På landsplan udgjorde andelen af ledige lejeboliger 3,7 procent, mens det for butikker er lidt højere med seks procent.
“Bybilledet ændrer sig i disse år, og der er ingen tvivl om, at det også påvirker, hvilke typer af butikker der ligger på gågaderne. Det er dog en skrøne, at der er rigtig mange tomme lejemål. Tallene viser, at der er lejere i mange af butikkerne, men det er klart, at der kan være enkelte strøg, hvor det ser markant anderledes ud, end det gjorde for ti år siden,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.
For kontor og industri er tomgangen højere – for kontor er den 8,6 procent, mens den for industri er 9,9 procent.
Lejernes ønskeliste
Der er særligt en vare på lejehylderne, der er ekstra eftertragtet. På de små lejeboliger – dem på mindre end 75 kvadratmeter – er der stort set udsolgt for de boligsøgende. Tydeligst ses det i København, hvor udlejningen af de mindste boliger er på 98 procent.
”Uanset om det er boliger, butikker eller kontorer, der bliver udlejet, er det vigtigt, at der er gode muligheder for at tilpasse sig samfundets udvikling og dermed det, som lejerne efterspørger. Efterspørges der eksempelvis små boliger, skal de skabes. Ligesom en kontorejendom skal tilpasses, når udviklingen går fra enmandskontorer til storrum – eller butikker går fra rent salg til service og oplevelser”, siger Jannick Nytoft.