/ Nyheder / Stop for ejendomsvurderinger skaber usikkerhed

Stop for ejendomsvurderinger skaber usikkerhed

Skatteministeriet har fremlagt et forslag om at droppe værdiansættelsen af erhvervs- og andelsboligejendomme baseret på markedsværdi. En dårlig løsning, lyder det fra EjendomDanmark, der har flere kritikpunkter af forslaget.

Af

Foto: Jens Rosenfeldt/ EjendomDanmark

Der er ikke mange glædelige nyheder at læse i det forslag, Skatteministeriet har sendt i høring om nye ejendomsvurderinger af blandt andet erhvervsejendomme – eller rettere sagt: stoppet for ejendomsvurderinger.

Der er nemlig lagt op, at Skatteministeriet fremfor at beskatte erhvervsejendomme ud fra markedsværdien i grove træk vil vurdere grunden under en erhvervsejendom, som om der var tale om en boligejendom. Det skal følges af en kompliceret tilpasningsmodel, hvor boliger og erhverv beskattes forskelligt, og hvor der skal gøres forskel på de forskellige typer af erhvervsejendomme.

Men Skatteministeriets øvelse vil ikke gøre det mere enkelt og gennemskueligt – som ellers har været ambitionen – lyder det fra ejendomsbranchens erhvervsorganisation EjendomDanmark. Faktisk vil det have den helt modsatte effekt:

”Vi har ventet i cirka seks år på vurderingerne, og nu skal systemet så pludselig laves grundlæggende om på blot tre måneder. Det fremlagte vil skabe langt flere problemer, end det løser. Jeg håber, at politikerne og Skatteministeriet går tilbage i tænkeboksen og arbejder videre på at finde en bedre løsning,” siger adm. direktør Jannick Nytoft.

Han køber heller ikke præmissen om, at det ikke er muligt at skabe en markedsbaseret vurderingsmodel, da mange aktører – herunder EjendomDanmark – siden 2017 har leveret data til netop dette formål. Danmarks Statistik har derfor i dag et helt unikt datagrundlag for vurderingerne.

Skaber usikkerhed for ejendomsvirksomheder

Det er nemlig en udfordring, at skattebetalingen ikke længere vil være beregnet ud fra en anslået markedsværdi af ejendommen, men at ejendomsejere i stedet skal betale skat ud fra en kompliceret modelberegning. Det gør det sværere at anfægte beskatningen, hvis en vurdering opleves som fuldkommen skæv.

”Når man ikke længere arbejder ud fra markedsværdien som grundlaget for beskatningen, bliver det helt og holdent skattemyndighedernes teoretiske model, der bestemmer, hvad du skal betale. Og den model er det meget svært som virksomhed at anfægte – for skattemyndighederne definerer den jo selv. Det er meget problematisk,” siger Jannick Nytoft.

EjendomDanmark har udarbejdet et høringssvar til forslaget. Der var dog en forkortet frist på høringen, hvilket skaber meget usikkerhed om forslaget:

”Det virker meget forhastet, og det gør det svært at komme i dybden med konsekvenserne af et så fundamentalt skifte i principperne for beskatningen af erhvervsejendomme. Der er stadig alt for mange usikre elementer for noget, der skal træde i kraft næste år,” siger Jannick Nytoft.

4 problemer ved forslaget

  • Det er unødvendigt at opgive en markedsbaseret vurderingsmodel, da Danmarks Statistik i dag har et enestående datagrundlag på baggrund af blandt andet indberetninger fra EjendomDanmark og andre aktører.
  • Den foreslåede model er næppe en forenkling, da den indfører beskatning på et teoretisk grundlag. Det giver en masse antagelser og betyder, at virksomheder skal beskattes på et grundlag, som ikke har noget med markedsværdien at gøre. Dermed bliver det meget svært for virksomhederne at anfægte en skattevurdering, der virker forkert.
  • Den automatiske tilbagebetaling af for meget betalt ejendomsskat for erhvervsejendomme droppes. Det skyldes ifølge Skatteministeriet, at det kun berører få ejendomme, men disse ejendomme har lige så meget ret til kompensation som alle andre.
  • Der er ikke udarbejdet et tilstrækkeligt overblik over de økonomiske og administrative konsekvenser ved lovforslaget.

Bemærkninger til forslag til lov om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love