Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Danskere udlejer i høj grad boligen på Airbnb – men udlejningen kan være ulovlig

Sommerferien er højsæson for udlejning af boligen, og især Airbnb giver danskerne mod på korttidsudlejning. Men er udlejningen ikke godkendt af udlejer eller i boligforeningens vedtægter er det ulovligt og kan føre til ophævelse af lejemålet, siger adm. direktør i EjendomDanmark, Jannick Nytoft.

Siden deleplatformen Airbnb blev lanceret i 2008 er interessen for privat boligudlejning kun vokset. Det gælder også i Danmark. De seneste tal fra VisitDanmark viser, at der i 2018 var over en million Airbnb-gæster i Danmark. Med et gennemsnitligt ophold på cirka tre dage er det over tre millioner årlige turismeovernatninger.

Men selvom Airbnb kan give en hurtig gevinst på kort bane, kan du ende i alvorlige problemer. Typen af din bolig kan nemlig være afgørende for, om det overhovedet er lovligt for dig at udleje din bolig.

”Ønsker en beboer i en lejebolig at udleje via eksempelvis Airbnb, kræver det altid udlejers accept. Giver udlejer ikke grønt lys, eller får lejer ikke søgt om tilladelse, så er udlejning altid ulovligt. Konsekvensen kan være ophævelse af lejemålet,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.

Har du lov til at udleje din bolig?

Der gælder forskellige regler alt afhængig af, om du bor til leje, bor i en andelsboligforening eller har en ejerbolig. I andelsboligforeninger er det som udgangspunkt ikke tilladt at korttidsudleje, med mindre der er åbnet op for det i vedtægterne, mens ejerlejligheder i udgangspunktet altid kan korttidsudlejes, med mindre der er et forbud i vedtægterne. Man skal altså sikre sig, at vedtægterne giver mulighed for kortidsudlejning.

Selvom du har tilladelse til at udleje din bolig, skal du være opmærksom på, at der er begrænsninger for, hvor meget du må leje din bolig ud.

”Hvis man lejer sin bolig ud flere gange efter hinanden, flere gange over en kort årrække, eller lejer et værelse ud til turister løbende over hele sommeren begynder udlejningen at få karakter af hoteldrift, og det er ikke lovligt i beboelsesforeninger,” siger Jannick Nytoft.

Du er ansvarlig for dine gæster

Har du lov til at udleje din bolig og vælger at korttidsudleje, skal du huske at udarbejde en skriftlig lejekontrakt og tjekke hvordan din egen forsikring dækker i tilfælde af tyveri eller skade på dit indbo. Airbnb’-s værtsgaranti dækker eksempelvis ikke kontanter og værdipapirer samt skader opstået på delte eller fællesområder.

”Du kan risikere selv at skulle betale, fordi du har lukket de personer ind, der står bag hændelsen. Lejer du ud via en mellemmand, for eksempel Airbnb, så sørg for at forhøre dig hos dem, hvordan du er beskyttet som Airbnb-udlejer,” siger Jannick Nytoft.  

Du bør også være særligt opmærksom på, at hvis du bor i lejlighed, er du ansvarlig for dem, du giver adgang til ejendommen og din bolig.

”Hvis dine lejere gør skade på ejendommen eller lejligheden eller generer de øvrige beboere, så er det dig, som er ansvarlig for skader og gener over for foreningen eller udlejer. I yderste konsekvens kan du miste din bolig, hvis dem, du lejer ud til, ikke opfører sig ordentligt,” siger Jannick Nytoft.

Det skal du være opmærksom på:

  • At du måske slet ikke må udleje din bolig. Hvis du bor i en lejebolig skal du have tilladelse fra udlejer, og hvis du bor i andelsboligforening- eller ejerforening, skal du tjekke vedtægterne.
     
  • At du ikke er fuldt forsikret gennem Airbnb. Der er eksempelvis ikke dækning på kontanter og værdipapirer, mens smykker og kunstværker kun dækkes i begrænset omfang.
     
  • At lejeaftalen bør indgås på skrift.
     
  • At hvis du bor i lejlighed, så er du ansvarlig for dem, du giver adgang til ejendommen og din bolig.
     
  • At korttidsudlejninger kan skabe utryghed blandt de øvrige beboere i etageejendomme, da beboerne ikke kan vide sig sikre på, hvem deres nabo er, og hvem der bor i opgangen.

Kontakt

Adm. direktør Jannick Nytoft, EjendomDanmark, 27 11 20 73
Hent foto 

Denne pressemeddelelse blev sendt den 22. juli 2019