/ Nyheder / Sammenhængskraft: Er Danmark udfordret?

Sammenhængskraft: Er Danmark udfordret?

Er by eller land fremtiden? Fremtidsforsker kalder det for en fed misforståelse, at der skulle være tale om en urbanisering i Danmark, mens direktøren fra Dansk Byplanlaboratorium foreslår afvikling af de mest trængte områder af landet.

Af

Foto: pixdeluxe, istock

Hvilken udvikling er Danmark inde i i øjeblikket set med eksperternes øjne, hvad vil fremtiden byde på, og hvad skal der ske med de mest trængte områder af Danmark?

EJENDOM har taget et kig i krystalkuglen sammen med fremtidsforsker Jesper Bo Jensen fra Center for fremtidsforskning og fået et øjebliksbillede af Ellen Højgaard Jensen, direktør i Dansk Byplanlaboratorium.

Urbanisering?

Dansk Byplanlaboratorium arbejder for at sikre en optimal udvikling af de danske byer. Ellen Højgaard Jensen peger på, at særligt landdistrikterne og landsbyerne er under pres. Der bliver færre og færre beboere i visse områder af landet.

”Den største udfordring er, at der ikke bliver født særligt mange børn ude i landdistrikterne, som primært består af en aldrende befolkning. I storbyerne fødes der derimod rigtig mange børn, og derfor vil befolkningen i byerne stige langt de fleste steder,” siger hun.

Derudover mener Ellen Højgaard Jensen, at der i øjeblikket er tale om det, hun kalder for en dobbelturbanisering.

”Vi ser en urbanisering på både mikro- og makroniveau. Ude i landdistrikterne flytter folk ind til de lidt større byer i området. På landsplan er det fortsat byer som Aarhus og København, der vokser.”

Jesper Bo Nielsen er enig så langt, at et stigende fødselstal bidrager til befolkningstilvæksten i storbyerne. Han henviser også til, at veluddannet arbejdskraft udefra yder et væsentligt bidrag til, at befolkningstallet kan holdes oppe i de større byer. En vandring fra land til by kan han dog ikke få øje på.

”Hele iscenesættelsen af, at der er tale om en urbanisering i Danmark, og at det eneste sted, befolkningen vil bo i det 21. århundrede, er København eller Aarhus, er en stor fed misforståelse,” siger han og henviser til, at en del danske byer på mellem 2.500-5.000 indbyggere er vokset mellem 10 og 44 procent i indbyggerantal de sidste ti år. Der bor i dag flere mennesker i landdistrikterne i Danmark end i Københavns Kommune, påpeger han.

Natur og nedsat tempo I de kommende år spår Jesper Bo Jensen, at befolkningstallet vil dale i de større byer. Flere og flere vil få øjnene op for, hvad Danmarks land- og yderkommuner kan tilbyde.

”Vi er efterhånden nået til et punkt, hvor vi kan bosætte os der, hvor vi gerne vil være, og ikke der, hvor nødvendighederne tilskriver os, at vi skal bo. I min optik vil vi de næste 10-15 år se en bevægelse væk fra storbyerne og ud mod de omgivende samfund,” siger Jesper Bo Nielsen. Det er særligt børnefamilier, der fremover vil skifte livet i en større by ud med naturoplevelser og renere luft, mener Jesper Bo Jensen.

”Moderne familier er ekstremt pressede i storbyerne, hvor stressniveauet er højt. Derudover er storbyerne temmelig forurenede, og børnenes lunger bliver udsat for retkrasse påvirkninger. Flere og flere søger mod naturen og et mere roligt tempo. I min optik er vi på vej til en decentraliseringsbølge,” siger han.

Han uddyber, at udflytningen fra storbyerne blandt andet er mulig takket være en bedre mulighed for at passe sit arbejde uden at være fysisk til stede på selve arbejdspladsen.

”Flere og flere vælger at passe deres arbejde der, hvor det passer ind i deres liv – for eksempel hjemmefra, på farten eller fra en cafe – og er kun på arbejdspladsen en til to gange om ugen.”

Yderområder går ikke under

Selvom større og mellemstore byer oplever en tilflytning, er der yderområder i Danmark, som er trængte. Blandt andet dele af Nordjylland, dele af Vest- og Sønderjylland samt nogle kommuner på Sjælland og Fyn.

”Enkelte områder er stadig præget af den affolkning, der satte i gang i forbindelse med landbrugets industrialisering. Der er små landområder, som er i decideret forfald, hvor der bor under 200 mennesker,” siger Jesper Bo Jensen. Han er dog ikke enig i det billede, som blandt andet fremstår i medierne – at yderområderne i Danmark er fortabte.

”Jeg mener ikke, at yderområderne er ved at gå under. Mange af de områder, hvor der i dag bor en del ældre, vil kunne opleve en fremgang på sigt. Nogle vil måske få øje på mulighederne i en landsby, hvis de efterladte ejendomme sættes billigt til salg.”

Undgå huller i tandrækken

Ellen Højgaard Jensen mener, at det vil være nødvendigt at afvikle nogle af de mest trængte landsbyer og få revet faldefærdige huse ned langs landevejen for at forskønne et område og gøre det mere attraktivt.

”Kommunerne skal lægge en plan for, hvad de vil bruge arealerne til, så der ikke blot opstår huller i tandrækken, men at man for eksempel får en ny bystruktur eller et landskab ud af det. En forskønnelse af området kan måske bidrage til, at nogle får lyst til at flytte til,” siger hun og tilføjer, at også energilandskaber kunne komme på tale.

”I Danmark er der regler for, hvor langt vindmøller skal stå fra en bebyggelse, og det kan være svært at finde en ordentlig placering. Man kunne godt forestille sig, at kommunerne brugte pladsen til energilandskaber med vindmøller, biogasanlæg eller solcellemarker,” siger Ellen Højgaard Jensen.

Hun er dog åben for, at der kan opstå muligheder i fremtiden, som vil gøre livet lettere i landområderne.

”Det bliver spændende at se, hvad en spiller som selvkørende biler kan komme til at betyde for den måde, vi bor på. Det vil give en langt større mobilitet. Selvom man bliver ældre, vil man stadig være i stand til at køre bil, og børnene kan blive kørt til skole og fritidsinteresser.”

Artiklen fortsætter under videoen

Medlem hos EjendomDanmark

Juridisk rådgivning og rabat på kurser er et udpluk af det, du får som medlem af EjendomDanmark.

Landsbyer løfter hinanden

Trængte bosætningsområder kan blandt andet sikre hinanden overlevelse ved at gå sammen i landsbyklynger.

I landsbyklyngen kan landsbyerne med fordel udnævne en hovedlandsby, hvor man finder købmanden, skolen og forsamlingshuset, mens de øvrige landsbyer i klyngen er ren bosætning. ”Landsbyerne skal desuden finde frem til, hvad de hver især har at byde på, som gør området attraktivt – både at bo i og at flytte til,” siger Ellen Højgaard Jensen.

Landsbyklyngen kan med fordel også lægge en plan for, hvilke projekter de gerne vil opnå tilskud til fra kommunens side.

”Ildsjæle og lokale kræfter spiller en rolle for, om et område overlever eller ej. De kan sætte nogle aktiviteter i gang, som kan gøre området mere levedygtigt. Hvis et lokalsamfund opnår tilskud til et projekt, kan det åbne andres øjne for, at der er muligheder, og det kan sprede en positiv aktiveringsring,” siger Jesper Bo Jensen.

Mangel på lejeboliger

Begge eksperter henviser samtidig til, at mindre byer og landdistrikter ofte er udfordret af, at de mangler tidssvarende lejeboliger, og det kan gøre det svært både at tiltrække og fastholde beboere.

”Landdistrikterne er kendetegnet ved, at der ofte er tale om ret store boliger, som kan være svære at holde for ældre mennesker. De er gerne på udkig efter en lille lejlighed, og derfor ender de med at søge mod de større byer,” siger Ellen Højgaard Jensen.

Center for fremtidsforskning har blandt andet foretaget en række bosætningsundersøgelser i Region Midtjylland, hvor de har spurgt ind til midtjydernes boligdrømme. De efterlyser lejeboliger, som gør det muligt for dem at afprøve drømmen om at bo i et bestemt område i et par år. Herefter er det, ifølge Jesper Bo Jensen, sandsynligt, at de bosætter sig mere permanent.

”Det er blevet nemmere at slå sig ned i yderområderne, som ikke længere lider af de mangler, der var for ti år siden. Der er kommet internet og fibernet, og mange af de ting, vi køber i dag, foregår over nettet. Men børnefamilier med ønske om mere luft omkring sig rykker ikke ind i en lejlighed, der sidst blev moderniseret i 1955. Eller noget, der stille og roligt forfalder. Det skal kommunerne gerne have øje for, hvis de vil tiltrække borgere,” siger Jesper Bo Jensen.

Styrk dine kompetencer

EjendomDanmarks dygtige undervisere kombinerer det teoretiske med det praktiske på vores brede kursuspalette.

Se de aktuelle kurser her