/ Nyheder / Sådan sparer du bedst varme og strøm i etageejendommen

Sådan sparer du bedst varme og strøm i etageejendommen

Faktaark, banner og pjecer. Energistyrelsen har udarbejdet en lang række konkrete spareråd til, hvordan beboere, viceværter og ejendomsadministratorer sparer på energien i etageejendomme. Materialet kan downloades gratis.

Af

Energistyrelsen har udarbejdet en lang række konkrete spareråd til, hvordan beboere, viceværter og ejendomsadministratorer sparer på energien i etageejendomme.

Energistyrelsen opfordrer alle til at gøre en indsats for at spare på energien i bygninger, så vi kommer sikkert gennem vinteren. I den forbindelse har de udarbejdet en lang række materialer, der oplyser om potentielle energibesparelser i etageejendommene. Materialerne er udarbejdet, så de egner sig til at blive hængt i eksempelvis opgange og fælleshuse eller til at dele i nyhedsbreve, på hjemmeside og sociale medier.

En del af materialepakken er også målrettet viceværter og ejendomsadministratorer. Blandt andet en pjece med konkrete spareråd til selve driften af etageejendomme.

Minimer ressourcespild

Rådene fra Energistyrelsen til de, der arbejder med bygningsdrift, lyder blandt andet:

Vand og varme
• Få kontrolleret at varmeanlægget er installeret, så det ikke spilder energi.
• Varmekurven kan stilles til økonomisk i stedet for til maksimal komfort, så kurven sættes til lavt frem for højt.
• Hold varmtvandsbeholderen på minimum 55 grader. Her er man sikker på, at Legionellabakterierne ikke kan overleve. OBS! Det er vigtigt at sikre sig, at det varme vand, som tappes i vandhanerne, kan blive minimum 50 grader efter 5 minutter.

El
• Renover eller udskift de tekniske installationer der er forældede.
• Brug LED-belysning i fællesarealer – både inde og ude. Med nye EU-regler vil der fra august 2023 være forbud mod at sende nye T5 og T8 lysstofrør på markedet. Derfor kan det være en god idé at skifte til LED allerede nu.

Ventilation
• Få tjekket jeres ventilationsanlæg. Sørg for, at luftmængden er korrekt balanceret og ikke er højere end kravet i Bygningsreglementet.
• Rengør ventilationsanlægget. Snavs kan øge tryktabet og dermed elforbruget. Vær derfor særligt opmærksom på blade og støv ved insektnettet foran indsugningen og evt. tilstoppede filtre.

Spred budskabet

Viceværter og ejendomsadministratorer opfordres desuden til at hjælpe med at sprede budskabet om, hvordan beboerne selv kan bidrage til at sænke ejendommenes energiforbrug.

Læs mere og få adgang til materialet