/ Nyheder / Politisk nyt fra EjendomDanmark  

Politisk nyt fra EjendomDanmark  

Ejendomsvurderinger, ibrugtagningstilladelser og det kommende Europa-parlamentsvalg. Få seneste nyt om EjendomDanmarks politiske arbejde og en status på nogle af de politiske sager, der vedrører ejendomsbranchen.

Af

Bliv opdateret på politisk nyt fra EjendomDanmark. Foto: iStock: KavalenkavaVolha.

Årets første forårsmåned begyndte desværre med den triste nyhed om Søren Pape Poulsens alt for tidlige død. Det berørte naturligt alle i det politiske system og lagde kortvarigt en dæmper på alt det politiske arbejde. Men det vigtige arbejde med de ejendomspolitiske dagsordner fortsætter.   

For mens arbejdet med ejendomsvurderingerne langt fra er overstået, er vi sideløbende med til at bidrage til den ministerielle arbejdsgruppe, der skal se på de administrative byrder i forbindelse med tilbudspligten. Vi forbereder desuden vores deltagelse på Folkemødet i juni, ser frem mod det kommende Europa-parlamentsvalg, og vi har åbnet den digitale læringsplatform, der skal understøtte branchen i den grønne omstilling op for hele branchen. 

Ejendomsvurderinger og skatter  

EjendomDanmark har i forbindelse med de politiske forhandlinger om det nye ejendomsvurderingssystem advaret om, at systemet ville bevæge sig væk fra virkeligheden. I forbindelse med udrulningen af det nye system har vi løbende haft møder med Vurderingsstyrelsen, hvor vi har påpeget en lang række af de store udfordringer, som det nye system har afstedkommet.  

Skatteministeriet har desuden sendt en ændring til ejendomsskatteloven og ejendomsvurderingsloven i høring, hvor EjendomDanmark har afgivet høringssvar. Med ændringen bliver det muligt at betale en mere retvisende dækningsafgift i 2024. Fra anden rate betaling vil der være mulighed for frit at vælge et beløb imellem det fuldt indfasede niveau af dækningsafgift og det forrige 2023-niveau. Vi er i EjendomDanmark positive over, at man nu retter et af de administrative benspænd, som den nye ejendomsskattelov har forvoldt. Dog er det ærgerligt, at det først bliver fra anden rate betaling, ligesom vi også i vores dialog med parterne og i høringssvaret kritiserer en række andre uklarheder i loven. Vi følger fortsat implementeringen af den nye ejendomsvurderings- og skattelovgivning tæt.  

Udvalgsarbejde om tilbudspligten igangsat 

Den 21. marts blev arbejdet i den ministerielle arbejdsgruppe, der skal reducere de administrative byrder i forbindelse med tilbudspligten, endelig skudt i gang. Her deltog EjendomDanmarks juridiske direktør, Lena Hartmann, på vegne af branchen.

Udvalgets arbejde skal være færdigt i efteråret 2024 og fremlægges i en rapport. EjendomDanmark går til arbejdet med en ambition om at få belyst hvilke administrative omkostninger, der er forbundet med tilbudspligten, og med et ønske om at reducere de tidskrævende processer, som meget sjældent fører til salg og oprettelsen af en andelsboligforening. Processer som derfor ofte er spild af ressourcer – både for køber, sælger og nuværende beboere. 

Debatmøder om huslejenævnene i Aarhus og Aalborg 

Vi gentager succesen og inviterer endnu en gang til debatmøde om fremtidens huslejenævn. Denne gang i Aarhus den 27. maj og Aalborg den 14. august 

I Aarhus kan du høre Venstres boligordfører, Heidi Bank, debattere udfordringerne i huslejenævnene med EjendomDanmarks juridiske direktør, Lena Hartmann, formand for Huslejenævnsforeningen, Hans Henrik Edlund, og Morten Holst Aaen fra Udlejerforeningen.  

I Aalborg består debatpanelet, foruden EjendomDanmarks juridiske direktør, af Anne Henriksen, der er advokat og formand for Prodomus, Sigrun Mønnike-Hald fra LLO, som er repræsentant i huslejenævnet i Aalborg og Jakob Juul-Sandberg, advokat hos Focus Advokater.  

Digital platform om bæredygtighed åben for hele branchen 

ESG- og bæredygtighedsdagsordenen ruller ind over ejendomsbranchen, og mange virksomheder er stadig ved at finde fodfæste i en ny dagsorden. Som en del af projektet Bæredygtig Omstilling i Ejendomsbranchen (BOE), har EjendomDanmark lanceret en læringsplatform, som kan hjælpe både ejere, administratorer og andre virksomheder i branchen med at tage del i den bæredygtige omstilling.  

Platformen er åben for alle i branchen og består for nu af ni moduler, men indholdet opdateres og udvides løbende. 

Udfordringer med byggetilladelse og ibrugtagningstilladelser  

Der er fortsat udfordringer med byggesagsbehandlingen landet over, men ifølge KL’s årlige servicemålstatistik for 2023 går det den rigtige vej. Sagsbehandlingstiderne i 2023 er faldet på tværs af alle sagstyper.  

EjendomDanmark har de seneste par år været i tæt dialog med bl.a. Københavns Kommune om udfordringerne. En dialog der nu også omhandler de udfordringer, der ligger i naturlig forlængelse af byggesagsbehandlingen. Når en ejendom står klar og færdigmeldes oplever mange ejendomsvirksomheder nemlig også lang ventetid og en træg proces i forbindelse med, at de skal have en ibrugtagningstilladelse.  

EjendomDanmark inviterer til EU-valgdebat 

Den 9. juni skal danskerne igen til stemmeurnerne og stemme til Europa-Parlamentsvalget. Den EU-politiske dagsorden har stor indvirkning på ejendomsbranchen. I de kommende år skal branchen investere enorme summer i byudvikling og grøn omstilling, som følge af den lovgivning, som branchen pålægges fra EU. Det påvirker både branchen som helhed, men også den enkelte ejendomsvirksomhed og udlejer, da der stilles krav til helt ned til den enkelte ejendom. 

Derfor inviterer EjendomDanmark i samarbejde med RealkreditDanmark til valgdebat den 28. maj fra 15.30-18.30. Her sætter vi fokus på de EU-politiske dagsordner, der knytter sig til ejendomsbranchen, og du kan blive klogere på, hvor de forskellige Europa-Parlamentskandidater står ift. de mange EU-politiske spørgsmål, der påvirker ejendomsbranchen 

Panelet består indtil videre af følgende Europa-Parlamentskandidater:  

  • Henrik Dahl, Liberal Alliance  
  • Rasmus Nordquist, Socialistisk Folkeparti  
  • Anders Vistisen, Dansk Folkeparti  
  • Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre 

Tilmeld dig her. 

EjendomDanmark i den offentlige debat

Som led i at påvirke den politiske dagsorden, har vi i den seneste tid været ude med følgende debatindlæg: