EU-direktiver med tekniske krav til bygninger får sjældent stor opmærksomhed – men der er heldigvis undtagelser fra denne regel. En sådan undtagelse så vi den 15. marts, da bl.a. Altinget i hele to artikler omtalte EU’s arbejde med at revidere det såkaldte bygningsdirektiv.
Direktivet får stor og konkret betydning for de fleste. Det indeholder f.eks. krav til, hvor godt du skal isolere din ejendom, når du renoverer, eller hvor mange cykelstativer og ladestandere til elbiler, din arbejdsgiver skal sætte op på parkeringspladsen. Direktivet bliver i disse timer og dage revideret og strammet, så den europæiske bygningsmasse bliver grønnere og mere klimavenlig. Målet er ambitiøst: At den europæiske bygningsmasse er klimaneutral allerede i 2050!
Det er svært at være imod, at ejendomsmassen forbedres. Det er i bygningerne, vi bruger meget af vores varme og strøm, så der er et stort og oplagt potentiale for energibesparelser ved at gøre bygningerne bedre. Men det er samtidig vigtigt, at man politisk går til opgaven med en betydelig portion realisme. Ellers risikerer vi at ende i en situation, hvor de nye og stramme krav i direktivet reelt kan ende med at spænde ben for den udvikling, som alle gerne vil have.
Den situation er man efter vores opfattelse så småt er på vej i retning af med Europa-Parlamentets forslag til et nyt direktiv. Derfor vil vi gerne pege på nogle nuancer, der ikke blev behandlet i de to artikler, som Altinget bragte om direktivet d. 15. marts.
Det drejer sig f.eks. om de nye, centrale krav i direktivet – de såkaldte MEPS eller ”minimum energy performance standards”, der er kommende minimumskrav til bygningers energimærker. Det er givetvis en god idé at stille sådanne krav til bygningerne, men tidshorisonten, som Europa-Parlamentet foreslår, er ikke realistisk, hvis det skal hænge sammen økonomisk. Det er heller ikke sikkert, at det gavner klimaet, hvis alle bygninger renoveres, så de lever op til direktivets krav. Fik man skiftet taget i 2022, giver det f.eks. hverken økonomisk eller klimamæssig mening at bruge ressourcer på at skifte det igen inden 2033 – også selvom det er påkrævet, hvis bygningens energimærke skal leve op til direktivet.
Et andet eksempel er Europa-Parlamentets forslag om, at der i 2028 skal være solceller på alle nye beboelsesejendomme og parkeringshuse. Idéen og intentionen er helt sikkert god – solceller kan gøre en positiv forskel, og vi har masser af tagplads, hvor de kan placeres – men den danske regulering er ikke gearet til at håndtere det krav. EU’s krav vil betyde, at der skal sættes solceller op, samtidig med at danske regler spænder ben for selvsamme. Den overvejelse bør vi også gøre os.
Ambitiøse energiforbedringer af bygninger kræver store investeringer, og jo strammere kravene bliver, des større bliver finansieringsbehovet.
Mange steder kan det være svært at finde pengene, fordi ejendommen ikke er tilstrækkelig interessant rent finansielt. Eller sagt på en anden måde: Hvis bygningerne ligger det forkerte sted, kan nogle af dem få svært ved at leve op til kravene, selvom selve omdannelsen af bygningen er ligetil. Direktivforslaget indeholder nogle forholdsvis ukonkrete overvejelser om, at medlemslandene skal bidrage økonomisk, men det endnu et åbent spørgsmål, hvordan det skal ske effektivt.
Det er ingen lille opgave at forbedre den samlede bygningsmasse betydeligt på få år, og det er naivt at tro, at det kan lade sig gøre, hvis bare kravene er strikse nok. Nuancerne i debatten er vigtige, og realismen er endnu vigtigere, hvis vi reelt skal have forbedret vores bygninger og ejendomme. Og det skal vi!
Debatindlægget blev bragt i Altinget d. 20. marts.