/ Nyheder / ”Ingen hjørner af livet er gået fri af corona”

”Ingen hjørner af livet er gået fri af corona”

Digitalisering fik et gevaldigt skub, da coronaen ankom til Danmark. Samtidig gav det store udfordringer for centre og butikker, mens hverdagen stadig skulle glide smidigt i de ejendomme, hvor beboerne var mere hjemme, end de nogensinde havde været før. Jannick Nytoft ser her tilbage på et år med corona.

Af

14 måneder er gået, siden det skæbnesvangre pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned første gang. Foto: Jens Rosenfeldt

14 måneder er gået, siden det skæbnesvangre pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned første gang.

Vaccinerne er kommet, genåbningen 2.0 er rullet ud, selvom skoler og institutioner i enkelte sogne lukker ned, når smitten er for høj. Samtidig bølger særligt butikkernes restancer stadig frem og tilbage, mens medarbejderne mange steder begynder at møde ind på kontoret stadigt hyppigere.

”Ingen hjørner af livet er gået fri af corona. Både for de enkelte personer og for samfundet som helhed. Det har været et hårdt år for vores butikker, restauranter og hoteller, hvor ejendomsejerne har været en proaktiv samarbejdspartner,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.

”Og samtidig har det jo på det menneskelige plan været et år, hvor alle hverdagens velkendte ankre har været væk. Mange har været hjemsendt, og de, der stadig er mødt ind, har måttet håndtere nye problemstillinger. Jeg har for eksempel stor respekt for det arbejde, der har ligget i at skabe de bedste rammer i boligejendomme, hvor alle beboere i langt højere grad er hjemme,” siger han.

Shoppingcentrenes udfordringer

På trods af en lang række foranstaltninger og åbne dagligvarebutikker var shoppingcentrene ikke først i køen til genåbningen. Her måtte udsalgsvarebutikkerne i centrene lade døren være lukket i længere tid end deres konkurrenter på gågaden. Selvom både EjendomDanmark og partier som Venstre og Det Konservative Folkeparti pointerede, at der ikke var logik i det:

”Centrene var aldrig helt lukkede, selvom det gjorde sig gældende for butikkerne og spisestederne. Men der var hele vejen igennem nedlukningen kunder, der kunne handle i supermarkeder eller gå til optikeren. De måtte bare ikke købe deres jeans i centerbutikken, men skulle gå ned på de lokale handelsgader, da de i det tidlige forår genåbnede. Ulogisk i min verden, fordi flere åbne butikker jo ville give mere plads, og vi har alle lært vigtigheden af afstand,” siger Jannick Nytoft.

Uanset butikkernes placering er det nemlig også en kamp for overlevelse efter et år, hvor kunderne har været tvunget til at blive væk – eller købe ind på nettet. Lejerestancerne forsvinder ikke som dug for solen, fordi fokus skifter til genåbning frem for nedlukning. Og 14 måneder med corona giver en økonomisk tung bagage:

”Der er oparbejdet en stor pukkel, som det kommer til at tage lang tid at komme af med. Det har ikke været et let år at have butik eller restaurant, og hjælpepakkerne er godt nok med hver justering blevet bedre – men der er stadig udfordringer,” siger Jannick Nytoft.

Turbo på digitalisering

Det er dog ikke alt ved coronaens komme, der har været negativt. Allerede nu er der praktiske lærdomme, som mange vil tage med sig, om hjemmearbejde. Og så var der digitaliseringen, som accelererede under nedlukningen:

”Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke kom meget på Teams og Skype før coronaens æra. Det er utroligt, hvor hurtigt alle har lært at navigere i onlinemøder, og hvordan samarbejdet har kunnet fortsætte med hjælp af digitale værktøjer. På den måde har coronaen også sat skub i en digitalisering, der skal slå igennem i virksomhederne, men også handler om den digitale modenhed, der er hos de medarbejdere, som skal have nye digitale vaner,” siger

Han glæder sig derfor over, at 2020 også var året, hvor startskuddet lød til EjendomDanmarks ambitiøse digitaliseringsprojekt, der skal komme hele branchen til gode (læs mere fra side 34, red.). For en øget digitalisering handler ikke alene om at få arbejdsdagen til at glide let – der er et større potentiale, mener Jannick Nytoft:

”Det handler om at brede de gode erfaringer ud, så det også gør for eksempel kommunikationen mellem administratorer og deres kunder lettere. Det grundlæggende i projektet er, at digitalisering skal være bæredygtigt på alle parametre.”

Denne artikel er første gang bragt i magasinet Ejendom, 2021.