Realdania slår et slag for både arkitektonisk bevaring og klimakampen i en nye pulje målrettet den modernistiske periode (1930-1975).
Med hjælp fra puljen kan almene boligafdelinger og andre ejere med etageejendomme fra perioden søge støtte til renovering.
Eneste krav er, at renoveringsprojektet både skal reducere klimabelastning og sikre bygningernes arkitekturarv.
”Der findes mange etagebyggerier i Danmark, som er opført i årene mellem 1930 og 1975. Blandt de mere kendte er Bellahøjhusene i København og Gellerupparken i Aarhus. Det er bygninger, som ikke altid bliver forbundet med god arkitektur. Men faktisk har bygningerne ofte en høj arkitektonisk kvalitet og rummer nogle attraktive lejligheder. Vi vil gerne bidrage til, at flere får øjnene op for de kvaliteter og arbejder med bygningerne på en god måde,” siger Thomas Waras Brogren, der er projektchef i Realdania i en pressemeddelelse.
Millionstøtte og netværk
I alt kan der søges om op til 5 millioner kroner, og Realdania forventer at seks til ni projekter vil blive udvalgt til støtten.
Projekterne modtager dog ikke kun økonomisk støtte. De kommer også til at indgå i et netværk, der kan yde dem sparring inden for klimaberegning og bevaringsmetoder.
Den samlede indsats skal give vigtige indsigter i koblingen mellem kulturarv og klima, lyder det fra Thomas Waras Brogren
”Ved at tage udgangspunkt i bygningernes særlige kvaliteter håber vi at kunne afprøve nye renoveringsstrategier, der reducerer klimaaftrykket i et livscyklusperspektiv, samtidig med at de bygningskulturelle værdier bevares, styrkes eller måske endda fornys,” siger Thomas Waras Brogren.
Der er åbent for ansøgninger indtil den 13. april.