/ Nyheder / Er det slut med gebyrer i huslejenævnene?

Er det slut med gebyrer i huslejenævnene?

Nyt lovforslag skal muliggøre forsøg med afskaffelse af gebyrer i huslejenævn. Behov for saglige kriterier for at sætte forsøg i gang og klarere rammer for evaluering af forsøgene, skriver EjendomDanmark i et høringssvar.

Af

For at et huslejenævn kan behandle en sag, skal der betales et gebyr. Den situation kan dog visse steder være fortid snart: På opfordring fra Københavns Kommune arbejder Indenrigs- og Boligministeriet på et lovforslag, der skal gøre det muligt på forsøgsbasis at undlade at opkræve gebyrer i huslejenævn. EjendomDanmark har netop sendt et høringssvar til dette lovforslag.

Forsøg med afskaffelse af gebyrer skal ske på et sagligt grundlag

Selvom det kan være irriterende at skulle betale et gebyr for at få prøvet en sag, så tjener gebyrerne i huslejenævnene et godt formål: De medvirker til at sikre, at der ikke anvendes ressourcer på bagatelagtige og grundløse sager, og ligeledes motiverer et mindre gebyr til undersøgelser, dialog og forligsdrøftelser, inden sager indbringes. Dette medvirker til at sikre bedre relationer på lejemarkedet, hvilket er i alles interesse.

Der er for så vidt intet i vejen med at afskaffe gebyrerne i huslejenævnene. Men det vil medføre flere – og også mindre – sager i huslejenævnene. For ikke at drukne i sager uden klar begrundelse, er det derfor vigtigt, at forudsætningerne for at gennemføre forsøg med undladelse af gebyrer er på plads.

Og disse forudsætninger er ikke helt på plads i lovforslaget. I høringssvaret har EjendomDanmark derfor efterspurgt, at man i lovforslaget skaber tydeligere rammer for, hvornår forsøg kan igangsættes, og for hvordan forsøg skal evalueres.

Du finder hele EjendomDanmarks høringssvar her:

Bemærkninger til lovforslag om forsøgsordning med undladelse af gebyrer i huslejenævn

 

Kontakt

Thit Korsbæk Topsøe-Jensen

Juridisk chefkonsulent

Cand.jur.