/ Nyheder / Trods frygt for byggeboom: Færre ledige lejeboliger i Aalborg

Trods frygt for byggeboom: Færre ledige lejeboliger i Aalborg

Efter flere års debat om det store boligbyggeri i Aalborg viser nye tal fra EjendomDanmark et fald i andelen af ledige lejeboliger i byen.

Af

Foto: iStock, Stefan Krisa

Det store byggeri af nye boliger i Aalborg har de seneste år skabt debat om, hvorvidt for mange boliger ville ende med at stå tomme. Men en ny analyse fra EjendomDanmark viser nu, at boligtomgangen, der beskriver omfanget af ledige lejemål, er nede på 3,6 procent i byen.

Det sker efter et kvartalsvist fald på 0,3 procentpoint og et fald på hele 2,6 procentpoint i løbet af det seneste år.

”Selvom tomgangen i Aalborg stadig ligger lidt over landsgennemsnittet, så viser udviklingen ret tydeligt, at markedet er i gang med at absorbere de mange nye boliger. Det er et positivt tegn,” siger Bjarke Roed-Frederiksen, der er cheføkonom i EjendomDanmark og fortsætter:

”Samtidig forventer Danmarks Statistik, at Aalborg får omkring 13.000 flere indbyggere frem mod 2050. Derfor kommer der også til at være behov for flere boliger i byen i de kommende år, ligesom vi ser det i de øvrige store byer, hvor mange gerne vil bo.”

Den gennemsnitlige boligtomgang på landsplan er i dette kvartal opgjort til 2,1 procent. EjendomDanmark har fulgt udviklingen siden 2014, og i den periode har tomgangen i gennemsnit ligget på 3,4 procent.

Færre tomme boliger efter opbremsning i byggeriet

Historisk set har den gennemsnitlige boligtomgang i Aalborg ligget på 5,2 procent, mens den toppede på 9,3 procent i 2018.

Ifølge EjendomDanmark ser situationen anderledes ud i dag, blandt andet fordi boligbyggeriet er bremset op som følge af højere renter og stigende byggeomkostninger.

”Frem til 2024 blev der opført rigtig mange nye boliger i byen, og det tager naturligt noget tid for markedet at absorbere dem. Nu kan vi se, at mange af boligerne er blevet lejet ud, og det afspejles i tomgangsniveauet”, siger Bjarke Roed-Frederiksen.

Tomgangsanalysen viser desuden, at omfanget af tomme butikslokaler falder markant i landets største byer.

Læs rapporten her.