/ Nyheder / Vinderen af Renoverprisen 2024 er kåret

Vinderen af Renoverprisen 2024 er kåret

Tscherninghuset er med sin forvandling fra lagerhal til kontor netop kåret som året renovering.

Af

Vinderne af Renoverprisen 2024. Foto: Malthe Folke Ivarsson.

Fra lagerhal til hovedsæde for virksomheden Tscherning. Tscherninghuset er netop blevet kåret som vinder af Renoverprisen 2024.

Tschernings tidligere lagerhal er blevet transformeret til kontorer med brug af 89 % genbrugte og upcyclede materialer, og blandt andet af den årsag hyldes projektet som den bedste renovering med størst eksempelværdi blandt 160 indstillede renoveringsprojekter til prisen.

Hos Tscherning er der stor glæde at finde over anerkendelsen.

”Det er helt fantastisk at vinde Renoverprisen. Tscherninghuset er mit hjertebarn, så det er fedt, at det nu bliver anerkendt som en inspiration for hele byggebranchen, og at mange andre end Tscherning selv kan få gavn af vores viden. Vi har vist en vej, og at det, man i branchen ofte siger, ikke kan lade sig gøre, rent faktisk godt kan lade sig gøre. Jeg håber, at det kan være med til at udbrede kendskabet til, hvordan man kan genbruge og upcycle, også når det gælder de tunge konstruktioner,” fortæller virksomhedens adm. direktør, Søren Tscherning, i en pressemeddelelse. 

Renoverprisens specialpris

Samtidig med uddelingen af hovedprisen blev også vinderen af Renoverprisens Specialpris 2024 fundet. Den gik i år til Lydinge Aagård på Fyn, som er en over 175 år gammel bindingsværksgård. Vinderen af specialprisen blev udvalgt grundet gårdejernes nænsomhed og faglige omhu i renoveringsprojektet samt brugen af århundredgamle metoder og materialer.

Renoverprisen er stiftet af den filantropiske forening Realdania og Grundejernes Investeringsfond for at anerkende renoveringsprojekter, der er med til at vise vejen for, hvordan vi bedst løser den store samfundsmæssige opgave, det er at få renoveret den eksisterende bygningsmasse i Danmark.

Læs mere om begge projekter her.

Det sker