Da regeringen før sommerferien lancerede sit udspil til nye regler for generationsskifte, var der stor optimisme at spore i branchen. Ikke alene blev den generelle bo og gaveafgift foreslået nedsat – regeringen foreslog også af afvikle den såkaldte pengetanksregel.
Det er en sag, som EjendomDanmark i mange år har arbejdet for, og det blev en realitet efter et langvarigt og vedvarende pres fra organisationen, der betragter det som en stor gevinst for hele branchen
Lydhørhed over for branchen
Nu er høringsperioden på det, der skal være det endelig lovforslag, afsluttet. Dermed har EjendomDanmark dybelæst forslaget og forholdt sig til den konkrete lovtekst.
For selvom der er tale om en positiv lovændring, har EjendomDanmark stadig med medlemsvirksomheders bistand været meget optagede af at sikre, at loven kom til at afspejle det politiske ønske om at ligestille landets aktive familieejede ejendomsvirksomheder med alle andre aktive virksomheder.
Derfor har EjendomDanmark også afgivet et længere høringssvar med forslag til præciseringer af lovgrundlaget, så det forhåbentlig sikrer, at der ikke gøres forskel på forskellige aktive ejendomsudlejningsvirksomheder ved fx at have et for stort fokus på indgåelse af lejekontrakterne. Udover høringssvaret har EjendomDanmark også haft en løbende dialog med både politikere og ministeriet om den foreslåede lovændring. En dialog der har været positiv, og hvor EjendomDanmark har oplevet en lydhørhed over for branchens input.
Hvad skal man selv gøre nu?
Selvom det er fristende allerede nu at indrette sin virksomhed efter de nye regler, er EjendomDanmarks opfordring dog fortsat, at man som familieejet virksomhed slår koldt vand i blodet og afventer en endelig lovbehandling af den foreslåede ordning. På den måde undgår man at foretage unødige tilpasninger uden at kende lovtekstens endelige ordlyd.
Forventningen er, at loven vil blive behandlet i løbet af 2024, men bliver først nærmere kendt, når regeringen forventeligt fremlægger et lovprogram for det nye folketingsår i efteråret.
Vil du vide mere?
Du kan følge med i offentliggørelsen af alle høringssvar fra EjendomDanmark her.
Den 3. september afholder EjendomDanmark desuden et kursus om generationsskifte. Du finder det her.
Læs også med om generationsskifte i den kommende udgave af medlemsmagasinet Ejendom.