Det tar’ kun fem minutter.
Det et slogan, de fleste forbinder med at handle dagligvarer i Fakta.
Men samme slogan kan nu bruges om nyt gratis klimaværktøj som Kommunernes Landsforening (KL), rådgivervirksomheden Transition og fem danske kommuner har udviklet.
Værktøjet gør det nemlig muligt lynhurtigt at se klimaeffekten af valg taget om eksempelvis grundplan, udformning og materialer i forbindelse med et kommunalt byggeri. Helst inden for fem minutter
Udviklingen af værktøjet er en del af et toårigt projekt finansieret af Realdania.
Hjælper i den tidlige fase
Det nye klimaværktøj er open-source og er tænkt som en hjælp i den tidlige fase af et kommunalt byggeri, hvor en bygherre står over for mange valg, der kan være svære at overskue den langsigtede effekt af.
Her kan værktøjet være en kærkommen assistance, da det giver overblik over forskellige scenarier og den klimapåvirkningen de resulterer i over hele bygningens levetid. Det er også det, man kalder en livscyklusvurdering (LCA)
Værktøjet gør det også muligt at blive klogere på bygningens indlejrede CO2 og overholdelse af både nuværende og fremtidige grænseværdier for CO2-udledning for bygninger, det vil sige, hvor meget CO2 en bygning må udlede.
Udviklet til og med kommuner
De fem kommuner Roskilde, Skanderborg, Favrskov, Aalborg og Hjørring har været med i udviklingen af værktøjet.
Og i sidstnævnte kommune ser de frem til at tage værktøjet i brug.
”Hjørring Kommune står foran at sætte værktøjet i brug i Anlæg og Bygherrerådgivning. Vi glæder os til at bruge CO2-værktøjet i vores daglige virke og håber, det kan hjælpe os i de tidlige beslutningsprocesser til at minimere klimabelastningen af vores bygge- og anlægsprojekter”, siger Susanne Smed, Hjørring Kommune, i en pressemeddelelse.