/ Nyheder / EA-dimittender blev fejret i Aarhus og København

EA-dimittender blev fejret i Aarhus og København

Smil og glæde fra Aarhus til København. I alt 72 dimittender kunne i år bryste sig af at have gennemført EjendomDanmarks EA-uddannelse. Uddannelsen har blandt andet bidraget til at få en bredere forståelse for administrationsfaget, mener nogle af de fremmødte dimittender.

Af

Dimittender, der har gennemført EjendomDanmarks EA-uddannelse, fik bobler, kanapeer og rosende ord med på vejen, da de blev fejret ved den årlige dimissionsfest i både København og Aarhus sidst i september.

I Aarhus havde Advokatfirmaet DLA Piper lagt lokaler til arrangementet og leverede en fin udsigt over den aarhusianske storby. I København foregik festlighederne på EjendomDanmarks hovedkontor.

Rustet til nye krav

Advokat Morten Dybro, DLA Piper, bød dimittenderne velkommen i Aarhus, hvorefter Mogens Dürr, senior chefkonsulent hos EjendomDanmark, overtog stafetten og holdt tale. Han kom blandt andet ind på de udfordringer, der er i ejendomsbranchen med hensyn til bæredygtighed og ESG, og de muligheder der er i en branche, som er præget af mangel på arbejdskraft.

I København stod Mikkel Rode, underdirektør i EjendomDanmark, for talen:

”Med jeres uddannelsesbevis i hånden er I nu bedre rustet til at imødekomme de nogle af de nye krav, der stilles til branchen fra politisk hånd og I ved, hvad der kræves af en dygtig ejendomsadministrator. I rummer nu alle en række faglige kompetencer, der sætter jer i stand til at løse jeres arbejdsopgaver. Men selvfølgelig skal disse kobles med den erfaring og læring, der ligger i de konkrete faglige udfordringer, I møder i jeres hverdag,” sagde han og fortsatte:

”Mindst lige så vigtigt, så har I nu også selv muligheden for at forme, i hvilken retning jeres karrierevej skal gå.”

Bredere forståelse

Louise Le, Mathias Stenderup og Lene Kraft Nielsen var blandt de nyudklækkede dimittender, der var mødt op i København. De er enige om, at uddannelsen har hjulpet dem med at få en bredere forståelse for administrationsfaget.

”Jeg sidder normalt med foreningsejendomme, men uddannelsen har givet mig et indblik i de andre grene som udlejnings- og erhvervsejendomme. Hvis jeg en dag skal arbejde med denne type ejendomme, har jeg en idé om, hvordan det skal gøres,” siger Louise Le.

Mathias Stenderup mener også, han har opnået en bredere forståelse for ejendomsadministratorfaget:

”Uddannelsen har gjort det tydeligt for mig, hvor bredt faget egentlig er, og hvor vidt en ejendomsadministrators opgaver spænder. Samtidig er jeg blevet bevidst om, hvor stor en viden man skal have for at kunne være behjælpelig over for sine kunder i visse sammenhænge. Med EA-titlen har jeg nu bevis for, at jeg både med min erfaring og uddannelse er fagligt velfunderet”

Lene Kraft tilføjer:

”Det er et stort ansvar vi sidder med i vores daglige virke. Personligt har jeg fået et selvtillidsboost over, at jeg har gennemført uddannelsen på 2,5 år. Jeg er sikker på, at det vil åbne døre i branchen, hvis jeg skulle få lyst til at skifte job engang.”

Netværk og jazz

Efter talerne var det tid til netværk. I Aarhus blev arrangementet afrundet med jazzmusik.

Også i Aarhus var der glæde at spore blandt dimmentender.