/ Nyheder / 20-års jubilæum: ”Vi er med årene blevet en mere professionel branche”

20-års jubilæum: ”Vi er med årene blevet en mere professionel branche”

I disse dage kan administratorkonferencen fejre sit andet jubilæum i historien. Ifølge konferenceleder Anne Marie Oksen er der meget at fejre, heriblandt at ejendomsadministrationsbranchen med tiden har spillet sig selv markant bedre.

Af

I år er det 20 år siden, at EjendomDanmark for første gang inviterede administratorer fra hele landet til administratorkonference. Her har branchen hvert år siden 2003 mødtes til konferencedage med særlig fokus på faglighed, netværk og videndeling.

Konferenceleder og adm. direktør for CEJ ejendomsadministration, Anne Marie Oksen, har været med siden konferencens spæde start. Ifølge hende så er ejendomsadministrationsbranchens kvalitet generelt set kun blevet bedre og højnet markant.

”Vi er med årene er blevet en mere professionel branche, synes jeg. Det er jo også dejligt at se, at der stadigvæk er alle typer af medlemmer. Både de store og små samt de, der er meget kundespecifikke på én type kunder,” siger Anne Marie Oksen og fortsætter:

”Konceptet har ikke ændret sig så meget, men er stadigvæk en blanding af nye tiltag og gældende praksis.”

Åbenhed og tillid

Administratorkonferencen er stadigvæk lige så vigtig, hvis ikke vigtigere, end den var tilbage i begyndelsen af 00’erne. Spørger man Anne Marie Oksen hvorfor, at det er så vigtigt for branchen at mødes hvert år i september, så er svaret klart:

”Fordi vi er meget gode til at være åbne, og vi er også gode til at have tillid til hinanden.  Og det er ret usædvanligt, tror jeg, når man er konkurrenter i hverdagen. Det gør samtidig, at det er et godt forum at mødes i og få udvekslet, hvad der sker rundt omkring os,” siger hun.

Netop de ting skaber hele grundlaget for, at konferencen kan fejre sit andet jubilæum. Et rekordhøjt antal deltager gjorde blot fejringen endnu mere glædelig.

”At se, at der var så stor en tilslutning til konferencen, det har været en fornøjelse.  At vi også skulle fejre 20-års jubilæum, det var så bare ekstra fint oveni. Dertil er det fantastisk, at vi havde fået lavet et godt program, som også indeholdte en del virkelig vigtige emner, vi trængte til at få diskuteret. Ikke mindst vores etiske normer,” lyder det.

Takker for overbærenheden

Det var et helt nyt felt, som Anne Marie Oksen i sin tid bevægede sig ind på i sin dengang nye rolle som konferenceleder.

”Jeg var jo ikke så erfaren som konferenceleder, da jeg startede. Derfor vil jeg gerne sige tak for den overbærenhed, der var med mig de første par år,” siger hun og fortsætter:

”Men udover det har det jo eller været en fornøjelse. På den her måde lærer man jo sine medlemmer rigtig godt at kende inden for branchen. Det, synes jeg, er dejligt.”

Konferencelederens ønsker for fremtidens administratorkonference er klare:

”Konferencen skal jo gerne udvikle sig. Den er et forum for en stærk selvstændig branche, som har utrolig høj faglighed at bidrage med, samt stor indflydelse på mange i samfundet. Det skal den gerne fortsætte med at være.”