/ Nyheder / Den grønne omstilling lykkes kun med fokus på konkrete løsninger

Den grønne omstilling lykkes kun med fokus på konkrete løsninger

I en klumme i Børsen argumenterer Jan Ellebye for mere fokus på konkrete løsninger i den grønne omstilling af ejendomsbranchen. Læs med her.

Af

Der skal være mere fokus på konkrete løsninger i den grønne omstilling. Billlede: Istock/Parradee Kietsirikul

Bæredygtighed er vigtigt på den helt store klinge, og der bliver stillet større og større krav fra toppen og ned gennem værdikæderne i ejendomsbranchen. Det ses for eksempel med EU-taksonomien, der kan vende hele erhvervslivet på hovedet – på den gode måde.

Vi skal have alle virksomheder med, så alle bidrager til den grønne omstilling. For mig at se sker dette kun, hvis markedets spillere selv bliver givet de bedste muligheder for at håndtere omstillingen og de mange investeringer, der skal foretages.

Langt fra Assens til EU

Lige nu er der en risiko for, at vi ignorerer den praktiske virkelighed, som mange små og mellemstore virksomheder står over for i deres hverdag, når de driver ejendomsvirksomhed.

Her er der flere steder ikke megen fokus på eksempelvis taksonomien. For mange er lca og esg abstrakte begreber uden reel betydning for den daglige drift af en ejendom. Det er ikke, fordi disse virksomheder ikke gerne vil bidrage til den grønne omstilling. Det vil de uden tvivl.

Men jeg oplever, at mange ikke ved, hvor de skal begynde, og at vi er ved at stille krav, der for de mindre virksomheder kan virke som en truende mur, som de selv skal finde en måde at komme over. Men vi har altså en forpligtelse til at give dem redskaberne til at klare denne stejle klatretur.

I Ejendomdanmark mener vi, at vi skal tale om, hvordan vi kan plukke de lavthængende frugter, hvor de er.

Nye spørgsmål

Lad os tage udskiftningen af vinduer som et eksempel. Det er en opgave, der har fundet sted i al den tid, der har eksisteret ejendomme. Og siden oliekrisen i 70’erne har udskiftning af vinduer været forbundet med store overvejelser.

Siden dengang har overvejelserne om, hvordan man kunne sikre et godt indeklima eller lavt energiforbrug, været ganske almindelige hverdagsovervejelser for en ejendomsejer, som driver en forretning.

Men klimakrisen har ændret landskabet, og en helt masse nye spørgsmål opstår: Hvor kommer vinduet fra? Hvad er det lavet af? Hvor længe holder det? Hvad fortæller livscyklusvurderingen for dette vindue? Og for tilsvarende vinduer, jeg kunne have valgt? Hvad skal jeg spørge min entreprenør om, når de skal skifte vinduet?

Det er den meget konkrete virkelighed, som en ejendomsejer skal forsøge at bevæge sig i. Så kan det godt være, en klimaekspert kan finde på at spørge, om man har styr på taksonomien, men for den daglige gang med bygninger er det måske knapt så vigtigt.

I virkeligheden går ejendomsejeren til udskiftningen af vinduer på én måde på nuværende tidspunkt, men måske skal de gå til det på en lidt anden måde. Og den lille ændring bliver lynhurtigt gjort uoverskuelig af abstrakte krav for oven fra politikere.

Start med ladsiggørligheden

Der er mange dilemmaer om økonomi, bæredygtighed, praktik og knowhow forbundet med noget så simpelt som udskiftningen af et vindue. Og det er trods alt bare et vindue. Hvad med hele ejendommen?

De overvejelser bliver ikke gjort lettere af et tryk fra oven, der kun forholder sig til, hvor vi skal flytte os hen, hvor hurtigt vi skal det, og hvad man kan tillade sig at investere i, hvis det skal være grønt.

For selvfølgelig er det vigtige spørgsmål. Men mindst lige så vigtigt er det at spørge sig selv: Jamen kan det lade sig gøre i virkeligheden?

Hvis en ambition ikke kan lade sig gøre i den virkelige verden. Hvis en ambition ikke giver værdi for nogen ude i virkeligheden, men snarere bliver en uoverskuelig maskering for en ellers relativt let korrigering af rytmen, så giver det ikke megen mening at diskutere det rent politisk.

Konkrete rettesnore

Derfor er Ejendomdanmarks vision: Hvordan får vi rent praktisk den grønne omstilling til at ske?

Hvad er det for nogle dilemmaer, man slår sig på, når der ikke er noget simpelt svar? Og hvordan giver vi så nogle kvalificerede svar i øjenhøjde til de virksomheder og virksomhedsejere, der gerne vil den grønne omstilling, men som snubler over dilemmaerne forbundet ved noget så simpelt som en vinduesudskiftning.

Vi vil gerne give, store som små, virksomheder nogle konkrete rettesnore, de kan agere ud fra, som gør, at de føler, at de bidrager til den fælles opgave, det er at omstille branchen til en grønnere version, uden at kløjes i taksonomi og buzzwords.

Hvis vi ikke lykkes med det, risikerer vi, at de fuldstændig afkobler sig fra dagsordenen og i værste tilfælde skubber endnu mere til ubalancen mellem by og land, der eksisterer, hvor de, der har svært ved at få et banklån, nu får det endnu sværere, fordi de ikke tager del i den grønne omstilling.

Så bliver et spørgsmål om at udskifte et vindue måske til et spørgsmål om helt at rive ned frem for at renovere en ejendom. Og det er ikke særlig bæredygtigt.

Så måske er det på sin plads at starte med at hjælpe virksomhederne med at besvare praktiske hverdagsspørgsmål omkring udskiftning af vinduer?

Klummen optræder i Børsen fra 3. maj 2023 og kan læses her.