Med et meget flot valgresultat til kommunalvalget i november sidder Enhedslistens Pelle Dragsted nu for bordenden, når der skal diskuteres byudvikling i Frederiksberg Kommune. Som formand for klima-, plan-, og boligudvalget har Pelle Dragsted nu fået magt og ansvar for et meget konkret politikområde, hvor ideologi og flotte valgkampslogans i sidste ende skal tryktestes mod virkeligheden.
Wiens boligmodel
Men ideologien fylder desværre mere end de konstruktive forslag i det interview, som Dragsted giver til EjendomsWatch på sin første arbejdsdag. Der er en verden til forskel på det, som Enhedslisten godt kunne tænke sig og virkeligheden.
Det er fx forkert, når Dragsted hylder Wiens boligmodel som løsningen på den gordiske boligknude og beskriver, hvor let han selv ville kunne få en billig og attraktiv bolig efter få måneders ophold. Sandheden er, at nåleøjet for at komme i betragtning til de billige boliger i Wien er betydeligt mindre end påstået. De er nemlig kun tilgængelige for borgere, der allerede har boet i Wien i mindst to år og som har en indkomst under nogle fastsatte grænseværdier. I Wien er 30 procent af borgerne udelukket pba. indkomstkriteriet. Med de højere københavnske lønninger ville det svare til, at mere end 60 procent af familierne og cirka 30 procent af de enlige på forhånd ville være udelukket fra de billige boliger.
Huslejeforskel på private og almene
Det er heller ikke retvisende, når Dragsted udpeger de private udlejeres profitkrav som eneste årsag til en huslejeforskel på 30 procent i forhold til nye almene boliger. De lavere huslejer, der kan udbydes i alment nybyggeri, skyldes i høj grad de offentlige tilskud og de særlige regler om maksimalpriser, der medfører besparelser på kvaliteten af byggeri og interiør.
I interviewet drømmer Dragsted desuden om at mangedoble antallet af offentlige boliger, men negligerer de meget konkrete problemer med manglende vedligehold og dårlig økonomi i de udlejningsboliger, som Frederiksberg Kommune allerede i dag ejer.
Økonomien skal hænge sammen
I det hele taget er det lidt svært at forstå, hvordan økonomien skal hænge sammen, hvis Pelle Dragsteds visioner om at bygge 75 procent almene boliger skal realiseres. Hvor skal de massive investeringer til krav om flere boliger og grønne investeringer komme fra? Hvis man vil udleje boliger til mindre end de koster at opføre, finansiere, administrere og drive, må andre betale mankoen. Hvem er det? Dertil kommer det ikke uvæsentlige problem i at udvælge, hvem der skal stå forrest i køen til de billige subsidierede boliger, og hvem der må klare sig selv.
Konstruktive briller
I den private ejendomsbranche koster boligerne det, de koster, hvilket selvfølgelig er mere end subsidierede boliger. Til gengæld kan de opføres uden omkostninger for de offentlige kasser, og der er hverken venteliste, krav om opskrivning fra barnsben eller andre sorteringsmekanismer – alle er velkomne. På den måde supplerer de forskellige boligtyper hinanden godt, og det ville være langt mere konstruktivt, hvis Dragsted droppede at hænge en hel branche ud.
Der skal derfor lyde en opfordring til at tage de konstruktive briller på og tænke i løsninger på, hvordan vi får skabt et varieret og mangfoldigt boligmarked, hvor ejerboliger, andelsboliger, almene boliger og private udlejningsboliger supplerer hinanden. Vi tror på, at en blandet boligmodel giver de bedste forudsætninger for at udbygge den dynamiske og blandede by, som vi alle ønsker.
Dette debatindlæg er første gang bragt i Ejendomswatch d. 14. januar 2022.