/ Nyheder / Ny rapport: IT-Kriminelle har for let spil

Ny rapport: IT-Kriminelle har for let spil

Ny undersøgelse, der kigger på den digitale risikoadfærd, viser bekymrende udvikling i den digitale kriminalitet i Danmark.

Af

Ny rapport sætter spot på it-kriminalitet. Illustration: nadia_bormotova, iStock

Danmark har et stort udbud af digitale tjenester, som bliver omfavnet af både borgere og virksomheder, og ifølge FN er Danmark verdensmester i digital omstilling. Den digitale omstilling betyder, at danske borgere hver dag gør brug af et stort udbud af digitale tjenester. 

Det betyder omvendt at IT-kriminelle ligeledes har lukrative muligheder for at udsætte knap 450.000 danskere hvert år for kriminalitet digitalt. Det er en bekymrende udvikling, rapporten fra Det Kriminalpræventive Råd og Forbrugerrådet Tænk, viser. 

Hverken den enkelte borger eller virksomhed kan tage kampen op alene. Der er brug for en langt større og mere systematisk indsats. 

“Vi ser en bekymrende udvikling i den digitale kriminalitet i disse år, og de kriminelle er ofte ét eller flere skridt foran. Det er et konstant kapløb, hvor vi på den ene side prøver at sikre vores oplysninger, mens de kriminelle ofte finder smutveje. De kriminelle samarbejder ved at sælge og udveksle oplysninger om potentielle ofre. Derfor er det nødvendigt, at vi andre også står sammen – virksomheder, myndigheder og borgere – for at få skabt et effektivt bolværk mod IT-truslen” siger Erik Christensen, formand for Det Kriminalpræventive Råd.

Seks anbefalinger

Den nye rapport indeholder seks konkrete anbefalinger, der skal forbedre danskernes sikkerhed og tryghed over for IT-kriminelle. 

  • Opret stærke og forpligtende partnerskaber mellem organisationer, virksomheder og myndigheder, herunder politiet. Disse skal i fællesskab udvikle og vedligeholde initiativer, der forebygger borgerrettet IT-kriminalitet.
  • Skab bedre muligheder for, at myndigheder og virksomheder fortroligt kan erfaringsudveksle om IT-kriminelles angrebsforsøg.
  • Fokus på at udvikle best practice i forhold til digital kommunikation fra myndigheder og virksomheder, så IT-kriminelle har sværere ved at udnytte kommunikationen til at svindle borgere. Det gælder for eksempel brugen af logoer, tekst og links. Der kan også tænkes i nye sikre kommunikationsplatforme som erstatning for ‘åbne’ mailprogrammer.
  • Udfør borgerrettede oplysningskampagner med konkrete handlemuligheder. Kampagnerne kan lade sig inspirere af effektfulde medarbejderrettede kampagner, der træner ansattes evner til at genkende og rapportere phishing.
  • Understøt sikre måder for borgere at opbevare kodeord. Det gælder for eksempel såkaldte password manager-programmer, som kun 10 procent af danskerne anvender. Her er et betydeligt potentiale for en mere sikker digital adfærd.
  • Konfrontér pågrebne IT-kriminelle med konsekvenserne af deres forbrydelse. Der er behov for at forandre IT-kriminelles syn på deres ofre som ansigtsløse datapunkter. Når IT-kriminelle ikke skænker deres ofre en tanke, og kriminalitetens konsekvenser føles uvedkommende, er der ikke nogen ’moralsk stopklods’, der bremser handlingerne.

Læs rapporten hos DKR her.